Sådan sparer I energi i jeres ejendom


Vil I gerne være en klimarigtig boligforening? Så er energibesparelser en nødvendig del af indsatsen. Her er der gode råd til, hvordan I gør.


Hvordan sparer man energi som boligforening?

Når man bor i en etageejendom, kan det være vanskeligt for den enkelte beboer at spare ret meget energi i egen bolig. Ser man derimod på energiforbruget som samlet forening, er der mange forskellige knapper at skrue på.

Der kan i mange ejendomme findes en del elbesparelser.

Et sted at starte er at tjekke, hvordan jeres ejendom klarer sig i forhold til andre ejendomme. I kan sammenligne jeres ejendoms energimærke med andres her: http://www.tjekboligejendomme.sbi.dk/

1. bedre Daglig drift af varme- og ventilationsanlæg

Der kan typisk spares relativt meget energi ved bedre drift af ejendommens varmeanlæg, system til varmt brugsvand og eventuelle ventilationsanlæg. I mange ejendomme drives og vedligeholdes anlæggene nemlig ikke korrekt, hvilket, ud over et forhøjet energiforbrug, fører til en ringere komfort for beboerne. Løsningen er at indregulere anlæggene, etablere styring, udskifte cirkulationspumper m.m. Der kan hentes gratis vejledning om, hvad der kan gøres og hvordan i Videncentrets forskellige energiløsninger og guider om varme- og ventilationsanlæg samt bygningsdrift.

Muret_etagebyggeri_01.jpg
De 10 % bedste ejendomme bruger under 2 kilowatttimer pr. kvadratmeter pr. år, mens de 10 % dårligste bruger ca. 12 kilowatttimer pr. kvadratmeter pr. år – det er altså 6 gange så meget.

2. mindsk Det daglige elforbrug

Fælles strømforbrugere i etageejendomme er belysningsanlæg, ventilationsanlæg, elevatorer, fællesvaskerier og småanlæg som fx antenne, dørtelefon, videoovervågning og wi-fi. De 10 % bedste ejendomme bruger under 2 kilowatttimer pr. kvadratmeter pr. år på disse fælles anlæg, mens de 10 % dårligste bruger ca. 12 kilowatttimer pr. kvadratmeter pr. år – det er altså 6 gange så meget.

Der kan altså i mange ejendomme findes en del elbesparelser – særligt i forbindelse med udskiftning af anlæg og apparater – fx skift til LED belysning – eller ved at installere lysstyring, så lys ikke står tændt døgnet rundt, uden at nogen er til stede. Videncentrets guide Opnå elbesparelser i etageboliger fortæller mere om mulighederne.   

Der kan typisk spares relativt meget energi ved bedre drift af ejendommens varmeanlæg.

 

3. tænk energioptimering ind i ejendomsrenoveringen

Ved renovering får man de bedste chancer for at gøre selve ejendommen mere energivenlig de næste 25-50 år. Der kan f.eks. være mulighed for efterisolering af ydervægge, etageadskillelser, loft eller tag, skunke, kviste og skråvægge samt udskiftning eller forbedring af gamle vinduer.  Også på installationssiden er der ofte gode energibesparelser at hente. Det kan være etablering af ventilationsanlæg med varmegenvinding – hvilket samtidig forbedrer indeklimaet markant –, efterisolering af varmerør eller renovering af varmecentralen, som ofte er af ældre dato.

Husk at tjekke Bygningsreglementets krav om efterisolering ved renovering. Læs om Bygningsreglementets energikrav i VEB´s kvikguide Om Bygningsreglementet

4. Indretning af tagetage til boliger

Haraldsgade_03.jpg

Et stigende antal boligforeninger indretter lejligheder i uudnyttede tagetager. Det kan give en økonomisk gevinst for foreningen, og energi- og klimamæssigt er det også en mægtig god løsning, fordi der bliver plads til flere i samme ejendom, frem for at der skal bygges nyt. Videncentret har også her en praktisk guide. Den viser trin for trin, hvordan man efterisolerer en tagetage, der skal laves om til boliger: Anvisning om efterisolering af tagetage

 

Få gratis vejledning

Du kan hente gratis guider, energiløsninger, beregner m.m. på ByggeriOgEnergi.dk, som er hjemmesiden for Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, eller på tlf. 72 20 22 55. Videncentret er en del af Energistyrelsens målrettede informationsindsats.

 

Både denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening

Skrevet af Vagn Holk, Videncenter for Energibesparelser i Bygninger