Gå sammen om affaldssortering i boligforeningen


Boligforeninger kan nu få hjælp til at optimere deres affaldssortering igennem et forløb, der sætter system i affaldssorteringen i både gården og i køkkenerne.


Boligforeninger i Københavns Kommune kan som noget nyt søge om at indgå i et samarbejde med kommunen, hvor foreningen får vejledning og praktisk hjælp til at optimere deres affaldsrum eller standplads i gården. Samtidigt kan de enkelte lejligheder i foreningen få økonomisk støtte til at installere et sorteringssystem direkte i køkkenet.

Udover sorteringssystem i lejlighederne skal gården også kunne håndtere ekstra mængder affald.

Fællesskab om sortering

Forløbet er forankret i boligforeningens bestyrelse, som er ansvarlige for at få beboerne med. Idéen er at gøre mere affaldssortering til et fælles mål, som alle beboere bidrager til, og som alle beboere får noget ud af. Når alle beboere sorterer mere, end de smider i restaffald, kan foreningen nemlig spare penge på driftsomkostninger. Penge, som kan gå til andre vigtige projekter i foreningen. 

Bestyrelsen står i spidsen af projektet, men København Kommune tilbyder bl.a. forskellige plakater, breve og mails, som bestyrelsen kan bruge til at kommunikere med beboerne. 

Sortering starter i køkkenet 

Undersøgelser viser, at en af de vigtigste faktorer for mere affaldssortering er at indrette et system til sortering der, hvor vi producere vores affald. For de fleste er det i køkkenet, hvor vi også normalt har vores skraldespand. Ved at indrette et system til sortering, der passer til de affaldstyper, vi har, hjælper vi os selv med at gøre det så nemt og bekvemt som overhovedet muligt at sortere affaldet. 

Derfor er en væsentlig del af forløbet, at lejlighederne i foreningen kan få op til 400 kr. i tilskud til at købe og montere et nyt sorteringssystem.

De enkelte lejligheder kan få tilskud til et nyt sorteringssystem.

Bestyrelser i ejerforeninger, andelsforeninger, beboerforeninger i almene boliger og private udlejere med mere end fem husstande kan deltage. Der er løbende ansøgningsrunder fra 2022-2024. 

Målet med forløbet er, at boligforeningerne sender 70% af deres til affald til genanvendelse, så maks. 30% af deres affald ryger til forbrænding. 

Forløbet er en del af den igangværende ressource- og affaldsplan i Københavns Kommune, der løber frem til udgangen af 2024. Læs mere om puljen på kk.dk/affaldspuljer.

Skab plads til sortering i gården 

Det andet ben i forløbet er at indrette det fælles affaldssystem i gården, så det kan håndtere mere affaldssortering. Konkret vil der over en periode på tre til seks måneder blive tilføjet beholdere til f.eks. pap, plast og madaffald, mens der bliver reduceret i antallet af beholdere til restaffald.

Justeringen sker i samarbejde med en affaldskonsulent fra Københavns Kommune, der besøger gården og er i dialog med bestyrelsen løbende.  

Artiklen er skrevet af Ane Kollerup Nielsen, specialkonsulent og projektleder i erhverv og byggeri, Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2023.