Grønne gårde med blå løsninger


Grønne gårdrenoveringer kan let kombineres med bedre skybruds- og rottesikring uden ekstra udgifter. Tilskud til regnvandsprojekter kan endda ofte billiggøre gårdrenoveringer og reducere driftsudgifterne.


Hvad er en god gård?

Der er mange visioner for, hvad der karakteriserer en god gård. Det kan være samlingsstedet, hvor man mødes og griller i solen. Stedet, hvor man går ned og breder er tæppe ud på græsset, mens ungerne leger på legepladsen. Stedet, hvor man kan sidde uforstyrret i en lille solrig hyggekrog med en god bog. Stedet, hvor man glæder sig til at deltage i boligforeningens gårdfester og fællesarrangementer. Eller en kombination.

 

Grønne områder giver tilfredse beboere

Fælles for de mange visioner er, at gården er et sted, man har lyst til at opholde sig. Det er ikke bare et sted, man går igennem for at stille cyklen eller aflevere skraldeposen. Når vi afholder beboer-workshops forud for gårdrenoveringer, så er det påfaldende, at det altid er grønne områder med græs og blomster, som giver folk lyst til at opholde sig i gården. Det er ikke grå asfaltområder. Det er også de grønne nye opholdsarealer, som beboerne roser allermest, når vi evaluerer projekterne. Alligevel er der overraskende mange gårde, der fortsat er domineret af unødig meget grå asfalt.

På Nørrebro blev et regnvandsprojekt kombineret med et grønt gårdrenoveringsprojekt. Foreningen består af 12 lejligheder tilknyttet et gårdareal på 500 m2. Gården bestod af revnet og hullet beton og små faldefærdige skure, der ikke blev anvendt. Der var meget begrænset ophold i gården. Bestyrelsen havde et brændende ønske om et grønt gårdmiljø til rekreative formål. Projektet blev udviklet og gennemført i tæt samarbejde med bestyrelsen, der også fungerede som gårdudvalg. Projektet kostede 225.000 kr. og fik et tilskud på 91.500 kr. til regnvandsdelen, så nettoudgiften kun var 133.500 kr inkl. moms. Projektet blev gennemført på 2 måneder. Foto viser gården før/efter.

 

Den gode løsning

Der kan derfor opnås en stor værdi for beboerne ved at erstatte asfaltarealer med grønne opholdsarealer og/eller ved at lave de grønne opholdsarealer mere spændende, så gården kan tilfredsstille endnu flere beboeres behov. Dette kan med fordel gøres ved at gennemføre et større regnvandsprojekt i gården, så den grønne gårdrenovering samtænkes med skybruds- og rottesikring.

Der kan derfor opnås en stor værdi for beboerne ved at erstatte asfaltarealer med grønne opholdsarealer

Mange kommuner har tilskud til regnvandsprojekter, så disse kan gennemføres uden ekstraomkostninger. Ofte kan regnvandsprojekterne endda billiggøre - og nogle gange fuldt ud finansiere - grønne gårdrenoveringer. Samtidig reduceres driftsudgifterne til kloak, og foreningen sparer ofte penge på fornyelse af kloak. Penge der i stedet kan bruges på fantasifuld gårdindretning.

Regnvandsprojekter og gårdrenovering går hånd i hånd

Regnvandsprojekter harmonerer rigtig godt med grønne gårdrenoveringer, fordi det jo netop er på de grønne arealer, at regnvandet kan nedsives. Ligesom når det regner på en græsplæne. Ligeledes gør vandet ikke skade på en græsplæne, mens det gør stor skade i kælderen. Og det ser desværre ud til, at skybrud bliver fortsat mere hyppige. Derfor er det oplagt at kombinere visionen for den grønne gård med visionen om en gård, hvor regnvandet nedsives til grundvandet i stedet for at blive til et problem i kældre under skybrud. Og selvfølgelig også i lyset af, at der er tilskud til regnvandsløsninger, så de kan gennemføres uden at fordyre en grøn gårdrenovering.   

 

Regnvandsprojekter harmonerer rigtig godt med grønne gårdrenoveringer, fordi det jo netop er på de grønne arealer, at regnvandet kan nedsives.

En kombination der giver besparelser

Endelig kan regnvandsprojektet også ses som hovedprojektet, der betaler for, at der er gravemaskiner, anlægsgartnere, brolæggere, tømrere, kloakmestre m.v. i gården. Og så er det naturligvis meget billigere, hvis foreningen samtidig ønsker at andre projekter gennemføres - f.eks. legepladser, cykelskure med grønne tage, grillpladser, hyggekroge, terrasser m.v., eller hvis der ønskes total kloakinspektion af hele kloakken eller rottespærrer mod hovedkloak.

Nogle gange skal ”gård-begrebet” udvides til også at omfatte de oftest meget kedelige arealer mod vej, der indimellem også kan omdannes til frodige grønne oaser med regnvandsnedsivning. Grønne oaser som både beboerne og forbipasserende bliver overraskende glade for, da de sender et klart grønt signal og giver lidt natur lige uden for vinduerne og hoveddøren.

Ved fra start at samtænke regnvandsprojekter med planlagte tag-, kloak- eller gårdrenoveringsprojekter kan der ofte spares store summer på kloak, der nok er sjovere at investere i en endnu bedre gård.

Artiklen er skrevet af Kåre Press-Kristensen, chefkonsulent, PKP Regnvandsteknik.

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.