SBS Rådgivning A/S

Tilskud til vinduesudskiftning sikrer intakt andelsværdi


Økonomisk planlægning og støtte fra støjpuljen sikrer A/B Borup en vinduesudskiftning til 23 mio. kr. og en intakt andelsværdi


billede1.jpg

Byggesag uden fald i andelskrone 

Andelsboligforeningen A/B Borup står overfor at udskifte gamle og udtjente vinduer samt altan- og opgangsdøre. Foreningen er, grundet sin forudseenhed med hensyn til hensættelser og opsparing af kontante midler, i stand til at gennemføre en 23 mio. kroners byggesag uden at det påvirker andelskronen negativt. Et stort flertal i foreningen har løbende støttet, at der hensættes til kommende renoveringsbehov. Derfor kan man i dag gennemføre denne tiltrængte og store opgave uden fald i andelskronen og da størstedelen af kontantbehovet har været til stede, har man kunnet nøjes med en minimal forhøjelse af boligafgiften.

Fakta om Københavns Kommunes støjpulje

- Københavns Kommunes støtte til støjramte boliger retter sig mod boliger, som er støjramt med mere end 68db, og hvor vinduerne er ældre end 25 år. Støtten gives både til udlejningsboliger, andelsboliger og ejerboliger.

- Støtten omfatter 33 % af udgifterne både håndværkerudgifter, stillads og rådgivning. Det er en betingelse at arbejderne først igangsættes når der er modtaget tilsagn fra Københavns kommune.

- Næste ansøgningsfrist er 1. september 2020, men ansøgninger kan indsendes løbende.

Foreningen A/B Borup

Foreningen er en af Danmarks største andelsboligforeninger med i alt 272 lejligheder. Mange kender foreningen, der ligger på højre hånd på Borups Alle med den lange orange facade og blå vinduer. Foreningens cirka 30 år gamle vinduer og døre er utidssvarende, både hvad angår trærammernes tilstand og rudernes energi- og lydisolering.

Bevaringsværdi giver skærpede krav til renovering 

Ejendommen er opført cirka 1920, og registreret som meget bevaringsværdig. Københavns Kommune har derfor stillet skærpede krav til de nye vinduers udseende. Vinduerne skal så vidt muligt have udseende som oprindeligt, eller som vinduer typisk så ud i den tidsperiode, og i denne type arkitektur. Aktuelt betyder det, at de nye vinduer har sprosser, og at foreningen har valgt, at vinduerne skal være københavnergrønne på ydersiden, som er en tidstypisk farve fra opførelsestidspunktet.

Næste ansøgningsfrist er 1. september 2020, men ansøgninger kan indsendes løbende.

Tilskud til udskiftning via Københavns Kommunes støjpulje 

Med hjælp fra Herbo-Administration og sbs rådgivning a/s besluttede man at søge Københavns Kommunes støjpulje om tilskud til udskiftningen af vinduer og døre. Støjpuljen giver 33 % tilskud til vinduer mod den støjgivende gade samt andre vinduer i rum, som ikke er støjplagede af hensyn til det arkitektoniske udtryk. Det drejer sig om i alt godt 2.200 døre og vinduer mod både gade og gård. Herudover har andelshaverne sideløbende med projektet fået mulighed for at etablere terrasseudgange til haverne, hvor det var muligt.

Støjpuljen giver 33 % tilskud til vinduer mod den støjgivende gade.

Det udendørs støjniveau på Borups Alle er målt til godt 80 dB. Københavns Kommune har beregnet, at de eksisterende vinduer, der er helt almindelige to-lags termovinduer i træramme, har en lyddæmpende effekt på bare 20 dB.

Lyddæmpning og energikrav 

Vinduerne, som blev valgt, er tre-lags vinduer af træ-alu med en lyddæmpende effekt på mellem 34 og 37 dB. Forskellen i lyddæmpningen skyldes, at de tilstødende gader ikke er plaget af støj i samme omfang som især Borups Alle. Alle vinduer og døre opfylder desuden energikravene til Energi A-vinduer, ligesom der er stillet krav til f.eks. lystransmission.

Støjpuljen muliggør dermed at beboerne opnår, udover uændret andelskrone, en tydelig forbedring af livskvalitet gennem væsentlig nedbringelse af støjniveau i lejlighederne

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening

Skrevet af Carsten Thomasen, SBS Rådgivning A/S