Adgangskontrol

Skab værdi i foreningen - deltag i vores gratis VidenSeminar og bliv klogere!


I er inviteret til VidenSeminar d. 22. August, hvor vi denne gang sætter fokus på elevator, trappe, adgangskontrol og brandsikring.


Disse aspekter spiller en afgørende rolle for beboernes tryghed, sikkerhed og komfort. Elevatorer kan f.eks. være afgørende for nem adgang til forskellige etager for gangbesværede og børnefamiler, og adgangskontrolsystemer bidrager til at opretholde sikkerhed og begrænse uautoriseret adgang. Vi vil også dykke ned i vigtigheden af effektive brandsikringsforanstaltninger for at beskytte både beboere og ejendommen.

Hør oplæg fra eksperterne

Vi har inviteret en række virksomheder, der er eksperter på området, og som alle har stor erfaring med arbejde for andels- og ejerboligforeninger.

Til VidenSeminaret kan I høre oplæg fra Arbejdernes Landsbank, Ingeman Fischer, Plento, Altan.dk og Ret&Råd Advokater.

Oplægsholderne vil kunne svare på jeres konkrete spørgsmål og ruster dermed bestyrelsen og boligforeningen til kommende projekter. Samtidig vil I i løbet af VidenSeminaret kunne netværke med andre boligforeninger, der står overfor samme type projekter.

Tilmelding

VidenSeminaret afholdes d. 22. august 2023 kl. 17:00 til 21:00 - Arbejdernes Landsbank (AL2), Nørre Voldgade 17, 1358 København K. Det er gratis at deltage for boligforeninger.

Min Boligforenings gratis VidenSeminar er en god anledning til at få viden, inspiration og råd til kommende projekter i boligforeningen samt netværke med andre fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

Åben døren til elektronisk sikring


Engang var nøglen til sikkerhed lavet af messing. I dag kan den kodes på en app, og snart vil både låsen, dørtelefonen og postkassen være en del af din smartphone.


Når en boligforening skal finde et passende låsesystem, handler det om at finde noget, der både matcher æstetikken og beboernes behov. Men det, alle boligforeninger skal spørge sig selv om, er, om de ikke er bedst tjent med en elektronisk løsning? Den giver en bedre brugeroplevelse og større fleksibilitet uden at gå på kompromis med den gode sikring.

Elektronisk adgangskontrol vinder frem

Flere og flere ejendomme skifter lige nu fra mekaniske låsesystemer til elektronisk adgangskontrol.

Samtidig går udviklingen i retning af færre kabler og flere selvstændige enheder, der kan styres på cloud-baserede platforme. Et eksempel er Iloq S5, der med fuldt programmérbare låse og nøgler sikrer et permanent højt sikkerhedsniveau. Med denne løsning er en enkelt nøgle nok, da den kan programmeres til at passe til alle tilgængelige låse.

De elektroniske nøglesystemer er også fleksible. Mister du en nøgle, kan du blot indkode en ny og lukke adgangen for den, du har tabt. Og så er de desuden genanvendelige, da nøglerne kan omkodes igen og igen.

App-løsningen kan kobles op til din smartphone eller tablet, så du kan tilgå dørtelefonen og kameramodulet, hvor end du er.

Med elektronisk adgangskontrol kan boligforeningens bestyrelse selv tilgå systemet og styre driften. Bliver det arbejde for omfattende, kan man ligeledes få hjælp til det hele, så de ansvarshavende blot sender en mail eller en bestilling, hver gang der skal bruges flere nøgler, en tabt nøgle skal spærres, eller der skal ændres i rettighederne.

En dørtelefon til din telefon

Dørtelefonen har, ligesom andre teknologiske devices, stået over for en gevaldig opgradering både indeni og udenpå - og den seneste kommer i en app.

App-løsningen kan kobles op til din smartphone eller tablet, så du kan tilgå dørtelefonen og kameramodulet, hvor end du er. Det betyder, at du via din telefon kan se, hvem der ringer på og samtidig give adgang til håndværkeren, pizzabuddet, postbuddet eller en bekendt, når du ikke er hjemme.

Dit digitale private posthus

Det er ikke kun sikringen af boliger, foreningens låsesystem sørger for. Ny teknologi kan nemlig også sikre, at dine pakker kommer trygt hjem. Du kender måske allerede pakkeboksen som en mulighed, når du modtager post. Men vidste du, at den også kan fås til privat brug? Teknologien er modnet, og det betyder, at almindelige beboelsesejendomme, kollegier og virksomheder kan få deres egne elektroniske pakkepostanlæg.

Danskernes nethandel er steget eksplosivt de seneste år, og under Covid-19 accelererede denne udvikling. Det skabte endnu længere kø til de danske posthuse, hvilket mange fortsat oplever.

Alle boligforeninger skal spørge sig selv, om de ikke er bedst tjent med en elektronisk løsning.

Med et pakkepostanlæg kan du undgå både køen, turen til posthuset og frustrationen over ikke at være hjemme, når postbuddet kommer forbi. Mejlshede Låse leverer sammen med myRENZbox en dynamisk postløsning, der kan modtage og afsende pakker på din egen matrikel. Når der bliver afleveret en pakke i det private pakkepostanlæg, vil du modtage en mail eller SMS, og derefter kan du afhente din pakke præcis, når det passer dig.

Det intelligente pakkepostanlæg revolutionerer måden, dine pakker, varer fra onlinesupermarkedet eller dit rensetøj kan leveres på. Systemet kan tilgås af postbuddet og fragtmanden, men også af din nabo eller en bekendt.

Artiklen er skrevet af Gert Mejlshede, salgschef i Mejlshede Låse A/S.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2023.

Flyt nøglerne over på mobilen


De fysiske nøgler fungerer. Men der findes løsninger, der fungerer endnu bedre, som både sikrer din bolig bedre og gør hverdagen nemmere. Med et digitalt låsesystem kan du nøjes med at have din nøgle på din mobiltelefon - og med den rette app, kan du samle alle nøgler ét sted.


Nøgler er til for at sikre beboerne i en ejendom. Og netop her opstår et paradoks for den fysiske nøgle.

De fleste boligforeninger har eksisteret i mange år og har alle år haft de samme låse i alle hoveddøre og fællesdøre - og i nogle tilfælde lejlighedsdøre. 

Beboere kan gennem tiden kopiere deres fysiske nøgler, og nogle mister til tider også deres nøgler. Det gør det svært for administrator at holde styr på, hvem der egentlig har adgang til ejendommen og til lejlighederne. Således kan ubudne gæster få adgang til ejendommen.

Dette sikkerhedsmæssige paradoks afføder samtidig en ny udfordring: Løsningen på ubudne gæster er at udskifte låsene, så kun dem, der bor i boligforeningen, har adgang. Det kan være en dyr og besværlig omgang for foreningen, og netop derfor er en digital lås en fordel. Systemet gør det umuligt at have usynlige nøgler i omløb, og dermed får man bedre sikkerhed og færre omkostninger.

Hold styr på låsen - også når du ikke er hjemme

Med digitale nøgler til hoveddøren er det slut med at hente din pakke i en tilfældig pakkeshop, fordi du ikke var hjemme, da den blev leveret. Med et digitalt låsesystem får alle beboere i opgangen mulighed for at modtage pakker på dørmåtten uden at være hjemme, og administrator kan sende en nøgle til håndværkerens mobil, når vedkommende skal have adgang til ejendommen.

Vil du samtidig undgå, at planterne i lejligheden forfalder, fordi du glemte at give en nøgle til naboen, inden du tog afsted på ferie, er næste skridt digitale låse i dørene til lejlighederne samt de øvrige fællesdøre. Investerer man eksempelvis i en Danalock smartlock til lejligheden, er der fuld digital adgang. Det giver dig mulighed for at dele digitale nøgler med familie, venner, rengøringshjælp, babysitter mv.

Beboere kan gennem tiden kopiere deres fysiske nøgler, og nogle mister til tider også deres nøgler.

Saml alle nøgler ét sted 

Der findes efterhånden mange digitale låsesystemer på markedet. Næsten alle de nøgle-apps, der findes, har dog den udfordring, at de kun fungerer med hardwaren fra den låseproducent, som har udviklet den. Det betyder, at hvis man skal have adgang til flere forskellige bygninger, kræver det, at man har tilsvarende flere forskellige apps på sin telefon. Det kan blandt andet være et problem for logistikmedarbejdere eller hjemmehjælpere, som kan risikere at skulle rende rundt med 15 forskellige nøgle-apps.

Derfor er det en fordel at vælge en platform, som for eksempel Unloc app’en, der har integrationer med mange forskellige låsesystemer. På den måde behøver du kun én app til alle dine nøgler, og du kan åbne døre og dele nøgler på tværs af alle låsesystemerne. 

Det er sikkert at dele dine nøgler  

At dele dine digitale nøgler er lige så sikkert som online banking. I Unloc systemet er al data krypteret, og systemet gennemgår regelmæssige sikkerhedstjek.  

Fra app’en vælger man, hvilken nøgle og dernæst hvilket mobilnummer man vil sende til. Man vælger, om nøglen skal være midlertidig eller permanent, og om man vil have besked, hver gang modtager benytter nøglen.  

Modtageren får en tekstbesked om, at de har modtaget en nøgle. Der er et link i beskeden, hvor app’en kan downloades gratis, og når den er installeret, ligger nøglen inde i app’en. 

Man kan faktisk sammenligne Unloc med MobilePay. Blot er det nøgler og ikke penge, man sender fra en mobil til en anden ved kun at bruge telefonnummeret.

Kombiner den digitale nøgle med den fysiske nøgle:

Selvom foreningen investerer i et digitalt låsesystem, betyder det ikke, at den fysiske nøgle er dømt ude af funktion. Den kan stadig bruges til at låse døren op. De to typer nøgler supplerer hinanden godt. Den digitale nøgle-app er sikker, smart og effektiv, mens den fysiske nøgle er god at have på sig, hvis telefonen skulle løbe tør for strøm. Samtidig gør kombinationen af de to, at alle kan være med på en udskiftning til digitale låse - også dem i foreningen, der er knapt så teknisk anlagt.

Sådan skifter du til elektronisk lås

I hoveddørens dørtelefon kan der tilføjes et lille bluetooth modul, som gør det muligt at åbne hoveddøren med en app - for eksempel Unloc app’en.

En smartlock til lejlighedsdøren fungerer ofte som en motoriseret vrider, som placeres på indersiden af døren ovenpå nøglehullet. Fra opgangen kan man både låse op med den fysiske nøgle og med app’en.

Pris og kvalitet på moduler og smartlocks er forskellige, men den danske producent Danalock er et godt bud. Unloc rådgiver gerne boligforeninger og skræddersyr en løsning, der passer til deres behov og økonomi.

Hvis man vil prøve løsningen, tilbyder Unloc gratis hardware inkl. installation til tre boligforeninger.

Artiklen er skrevet af Martin Skou, Country Manager, Unloc.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2022.  

Det nye boligkoncept A Place To har valgt et fremtidssikret adgangskontrolssytem


Det nybyggede boligprojekt A Place To i Esbjerg har fokus på bæredygtigt byggeri og samtidig bevare en grøn profil igennem hele byggeriets livscyklus. Derfor faldt valget på et digitalt låsesystem uden batterier og kabler.


I starten af september 2021 blev A Place To i Esbjerg officielt indviet. Det unikke ’co-living’ boligkoncept henvender sig primært til unge, der er i uddannelse eller lige kommet ud på arbejdsmarkedet. Alle 431 lejligheder, fordelt i tre tårne, er små, men fællesarealerne tilbyder til gengæld alverdens muligheder for sociale aktiviteter. Der er cafe, fitness, yogaområder, fællesområder med storskærm, læsekroge og arbejdsborde, grønne områder, fælleskøkkener og meget mere der alt sammen indbyder til, at de unge beboere kan skabe relationer og gode stunder.

Sikkerhed - der giver plads til fællesskaber

Boligkonceptet giver de unge mulighed for både at trække sig tilbage til deres egen lejlighed, men også at møde nye mennesker. Fællesområderne giver netop god plads til at styrke fællesskabet og deltage i sociale aktiviteter. 

Det er vigtigt, at de unge nemt og sikkert kan bevæge sig rundt i bygningen til alle fællesarealerne.

Det er vigtigt, at de unge nemt og sikkert kan bevæge sig rundt i bygningen til alle fællesarealerne. Derfor er der blevet installeret online læsere, Öppna 2500, på alle dørene til fællesarealerne, der sikrer, at det kun er beboerne, der ved at scanne deres nøgle, har adgang til disse. 

Den smarte dørtelefon, der gør hverdagen fleksibel 

Bevægeligheden rundt i bygningen skal være let for de unge samtidig med, at de ikke skal bekymre sig om, at uvedkommende får adgang til deres hjem. A Place To har derfor installeret dørtelefoner, WellCom, som gør hverdagen nemmere for de unge. 

Dørtelefonerne har tovejskommunikation – en smart og fleksibel feature. Dørtelefonen ringer med video til beboerens mobil, hvorfra det er muligt at besvare og åbne opgangsdøren på afstand. Det betyder, at beboerne kan lukke gæster eller postbuddet ind i ejendommen - uanset om de befinder sig i fælleskøkkenet, er i fitness eller står nede i Netto. En super effektiv funktion, der bidrager til en øget frihed og en fleksibel hverdag for beboeren.

Nøglen holdes foran dørtelefonen eller online læser, og beboeren har adgang til både bygningen, fællesområder og egen lejlighed med samme nøgle.

Kommunikation på én platform med digitale informationsskærme

A Place To ønskede et kommunikationssystem, hvor de kan kommunikere til alle deres beboere. 

“Unge i dag, de studerende, de bruger ikke mails osv. Deres kommunikation foregår via sociale medier. Vi ønsker, at kommunikationen med vores beboere skal foregå seamless og gnidningsfrit. Vi vil derfor have én kommunikationsplatform, hvor vi kan kommunikere med alle vores beboere,” fortæller Peter Høpfner, COO og grundlægger, A Place To.

Løsningen er digitale kommunikations- og informationstavler, Agera 22, hvor administratoren kan sidde på afstand ved computeren og distribuere information til den rigtige bygning og fællesområder. Beboeren kan via appen, computer eller på selve informationsskærmene booke vasketider, læse artikler, modtage informationer og meget andet.

Batteri- og trådløse låse giver en mere bæredygtig ejendom

A Place To har, foruden fokus på fællesskab, også et ønske om at skabe en fremtidssikret og bæredygtig ejendom. Helt naturligt har de derfor valgt PULSE låse og nøgler til de mange lejlighedsdøre. 

PULSE er digitalt låsesystem, helt uden kabler og batterier, hvor låsesystemet selv genererer den nødvendige energi, når nøglen indsættes i låsen og drejes. Et system der passer ind i enhver grøn og bæredygtig ejendom. 

“Vi gik efter en fremtidssikret løsning, hvor det var vedligeholdelsesfrit, og hvor vi bl.a. ikke skulle skifte batterier i tide og utide. Det var vigtigt for os, at vi ikke skulle udskifte det hele om 5 år, hvis vi har lyst til noget andet. Det tiltalte os rigtig meget. Derfor var det et stort plus med nøgler og låse, der er både batteri- og kabelfri. Nemt og simpelt,” fortæller Peter Høpfner.

Det er vigtigt, at de unge nemt og sikkert kan bevæge sig rundt i bygningen till alle fællesarealerne.

Nøglen indeholder en chip, der gør, at den også kan fungere som adgangskort. Nøglen holdes blot op foran dørtelefonen eller online læser, og beboeren har adgang til både bygningen, fællesområder og egen lejlighed med samme nøgle. 

Administratoren kan hurtigt ændre tilladelser og adgang til alle rum online i det cloudbaseret adgangskontrolsystem, Incedo OpenTM, som sender opdateringerne videre til dørtelefonerne. Nøglen bliver herefter opdateret automatisk, når beboeren holder nøglen op mod dørtelefonen ved indgangen. Med denne funktion bliver autorisationer til adgangskontrolsystemet altid opdateret. Et simpelt digitalt, bæredygtigt og fremtidssikret låsesystem.

Fakta: A Place To i Esbjerg

  • A Place To er et unikt ‘co-living’ boligkoncept primært for unge

  • 314 lejligheder og 117 hotellejligheder (i alt 431)

  • Boligkomplekset består af tre tårne på hhv. 7, 9 og 17 etager, svarende til 34, 40 og 66 meters højde

  • I alt 18.100 m2

  • Der er flere slags fællesområder med plads til både sociale aktiviteter og fordybelse

  • Bygget efter at skulle modvirke unges stigende ensomhedsfølelse, derfor de mange fællesarealer

  • A Place To er Premium medlem a Green Building Council Denmark, en organisation, der er med til at fremme bæredygtigt byggeri

  • Arkitekterne bag er Bjarke Ingels Group (BIG), kendt fra mange internationale anerkendte byggerier

Enkel administration med cloudbaseret adgangskontrolsystem 

Via det cloudbaserede adgangskontrolsystem kan bygningens administrator nemt og enkelt styre beboernes adgangsrettigheder og deaktivere mistede nøgler. Administratoren kan til hver en tid se, hvem der har benyttet en lås. Det er med til at skabe en øget tryghed for beboerne, da det altid er muligt at undersøge, hvem der har været hvor. 

Adgangskontrolsystemet er med til at understøtte en bæredygtig profil. På sigt vil det også være muligt at visualisere en energimåling, hvilket giver administratoren mulighed for at holde øje med forbruget af el, vand og varme for på denne måde at mindske et overforbrug, der også har konsekvenser for både vores klima og samfund.

Fremtidssikret system og den samlede pakke

Vi gik efter, hvor vi kunne få den bedste samlede pakke i forhold til de behov og krav, som vi havde. Det var både i forhold til udvalget af produkter, og at produkterne og systemerne var fremtidssikret, så der var mulighed for fremtidige integrationer med andre systemer,” fortæller Peter Høpfner.

Mulighederne er mange for A Place To. Med det cloudbaserede adgangskontrolsystem Incedo Open, WellCom dørtelefoner, Öppna 2500 læsere og PULSE digitale låsesystem er det muligt at implementere andre adgangssystemer. Skulle nye behov opstå, så kan det eksisterende system til hver en tid udvides.

Artiklen er skrevet af Brian Søncksen, key account manager , Assa Abloy Opening Solutions A/S.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2022.  

Intelligente løsninger skaber mere sikkerhed og mindre besvær


En lang række systemer og netværk sørger hver dag for, at der er styr på f.eks. sikring af ejendommen, kommunikationen eller overvågningen i jeres boligforening. Med en helhedsløsning kan disse samles og integreres i ét netværk - til stor gevinst for den daglige drift og en smartere hverdag for beboeren.


DKTV Sikring er en del af Dansk Kabel TV, der har specialiseret sig i at lave sikringsløsninger og installationer - herunder adgangskontrol, dørtelefoni, kameraovervågning og tyverialarmer. De samarbejder hver dag med boligforeninger, og derfor ved de, hvad der skal til for at gøre hverdagen mere simpel og sikker for både beboere og bestyrelse.

Fleksibel adgangskontrol

“Adgangskontrol er jo på almindelig dansk et elektronisk alternativ til den traditionelle nøgleløsning,” fortæller Chris Pouret-Frydendahl, der er Product Manager hos DKTV Sikring.

“Den helt store forskel er, at det er langt mere fleksibelt end de gamle nøgler, fordi man blot kan ændre, hvem der har adgang til hvilke områder og hvornår frem for at skulle udskifte låse og lave nye nøgler, når beboere flytter til og fra en boligforening.”

Elektroniske nøglebrikker er en simpel måde at håndtere adgangen til specifikke områder på ejendommen. Det bidrager både til en øget sikkerhed og letter administrationen.

“Typisk styres adgangskontrollen via en chip eller en nøglebrik. Det er simpelt at lukke for nøglebrikker, hvis en beboer har mistet den, og det betyder, at man ikke skal frygte, at uvedkommende får adgang til ejendommen,” uddyber Chris Pouret-Frydendahl.

Med elektronisk adgangskontrol skabes der tryghed for beboere, og ejendommen sikres mod uvedkommende.

Løser problemer før de når til beboeren

Hos Dansk Kabel TV kobles både adgangskontrol, dørtelefoni og videoovervågning op på deres teknologiske løsning HyperConnect, der er er et system til at administrere de forskellige løsninger. For boligforeninger betyder det, at de ikke selv skal drifte fx deres adgangskontrolsystem.

Elektroniske nøgler er en simpel måde at håndtere adgangen til specifikke områder på ejendommen.

“Normalt vil det være en vicevært eller en administrator i foreningen, der skal håndtere, hvis en beboer ikke kan komme ind i sin opgang, fordi der er en fejl i systemet,” fortæller Chris Pouret-Frydendahl. Men helt ned til dørniveau er det muligt at holde øje med adgangskontrollen.

En løsning der giver mulighed for at swipe nøglekort.

“Fordelen ved, at systemet er koblet til HyperConnect, er, at eventuelle fejl opdages, før en beboer eller administrator selv lægger mærke til, at der er et problem. På den måde kan vi som leverandør agere med det samme og løse problemet, før en beboer fx står uden adgang til et område på ejendommen. Det letter både arbejdsbyrden for administrator eller vicevært og gør hverdagen lettere for beboerne.”

Flere løsninger i et system

Som en naturlig del af adgangskontrol kommer dørtelfoni, hvor såkaldte GSM baserede anlæg bliver mere og mere populære. Det er dørtelfoni, der håndteres fra beboerens egen smartphone. Derfra er det muligt at lukke folk ind i opgangen og se, hvem der ringer på, hvis anlægget også har integreret video.

“Det er et smart system, der gør hverdagen mere fleksibelt for beboeren. De kan lukke en VVS’er eller lignende ind, hvis nu de ikke lige er hjemme, men det har den ulempe, at det kræver, at beboerne har en smartphone,” fortæller Chris Pouret-Frydendahl og uddyber:

Ikke to foreninger er ens, og derfor skræddersys løsninger, så de passer til den enkelte forenings ønsker og økonomi.

“Vi har sat fokus på at samarbejde med dørtelefoniproducenter, der laver systemer, som både fungerer med smartphone og det klassiske anlæg med en terminal i lejligheden for også at kunne imødekomme beboere, der ikke er så stærke digitalt,” fortæller han og fortsætter:

“Desuden har vi specialiseret os i integreret dørtelefoni, hvor fx kommunikation eller booking af vasketider eller fællesrum kan integreres.” Hvis bestyrelsen for eksempel skal sende en besked ud, kan de nemt gøre det gennem dørtelefonanlægget og være sikre på, at alle beboere modtager beskeden. 

“Når flere systemer, som fx vaskeri, dørtelefoni og adgangskontrol, taler sammen, bliver det simpelt at administrere, og det er samtidig let at give den enkelte beboer adgang via nøglebrik til vaskeriet i netop det tidsrum, det er booket i,” fortæller Chris Pouret-Frydendahl.

Sammen med dørtelefon og adgangskontrol skaber videoovervågning også mere sikkerhed i boligofreningen.

Sikkerhed i boligforeningen

Både adgangskontrol og dørtelefoni er med til at skabe tryghed og sikkerhed i boligforeningen, men også kameraovervågning er noget, som flere og flere foreninger benytter sig af.

“Med overvågning, der er koblet til HyperConnect, opdager vi, hvis et kamera er ude af drift. Det vil foreningen typisk ikke opdage, før de skal bruge en optagelse fra det givne kamera - og der er det jo for sent,” fortæller Chris Pouret-Frydendahl.

Derudover er Dansk Kabel TV ved at implementere en løsning, der ikke blot viser, om et kamera virker eller er gået i stykker men også viser, hvis et kamera peger en forkert retning, eller billedet fx er for lyst eller for mørkt. 

HyperConnect er en samlet løsning, der gør hverdagen og den daglige drift simpel.

Skræddersyede løsninger

Dansk Kabel TV har specialiseret sig i boligforeninger og kender deres behov. Ikke to foreninger er ens, og derfor skræddersys løsninger, så de passer til den enkelte forenings ønsker og økonomi, og det har vist sig at være godt, fortæller Chris Pouret-Frydendahl.

“Det er ret essentielt, at fx ens adgangskontrol fungerer. Der er ingen, der synes, det er fedt at stå udenfor i dårligt vejr, hvis ens brik ikke vil åbne en dør, og man ikke ved, hvem man skal ringe til. V i vil gerne være fleksible over for foreningerne, så vi laver aftaler, der passer til deres behov.”

Med en skalérbar løsning kan nye services og løsninger nemt integreres i det samlede bolignetværk. En simpel og samlet løsning giver overskud til at fokusere på dét, der er vigtigt - nemlig glade beboere og den daglige drift i foreningen.

Artiklen er skrevet af Emma R. Hansson, skribent, Min Boligforening for Dansk Kabel TV.

Denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.

Forebyg indbrud og øg trygheden i etageejendomme


Hvert femte indbrud sker i en lejlighed. Der er derfor god grund til at sikre etageejendomme bedre, siger Hans Peter de Place fra Det Kriminalpræventive Råd.


I 2020 var der over 3.400 indbrud i lejligheder, hvoraf størstedelen skete i stueetagen. 

“De fleste indbrud sker i villaer og parcelhuse, men hvert femte indbrud sker i en lejlighed. Med de rigtige metoder kan man forebygge indbrud og øge trygheden for beboerne,” siger Hans Peter De Place, som er specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.

Han peger på, at det først og fremmest er vigtigt at have den grundlæggende indbrudssikring i orden ved at sikre den udvendige del af bygningen.

_F8A7589_red.jpg

“Det handler simpelthen om at gøre det svært og tidskrævende for tyven at komme ind i boligen. Start derfor med at undersøge om døre, vinduer og låse kan sikres bedre, eller om de skal udskiftes til en ny indbrudssikret type. Her bør man være ekstra opmærksom på lejligheder i stueetagen, hvor der er flest indbrud. Man skal også være opmærksom på, om det er muligt at klatre op til et vindue eller en altandør. Og så er det en god ide at have adgangskontrol i form af dørtelefon eller lignende,” siger Hans Peter de Place, der er ekspert i forebyggelse af indbrud.

Start med at undersøge om døre, vinduer og låse kan sikres bedre, eller om de skal udskiftes til en ny indbrudssikret type.

Lys og vedligeholde giver færre indbrud

Dernæst bør man se på ejendommens omgivelser, som gerne skal indrettes, så der er en naturlig overvågning med åbne og lyse arealer, da det gør det mindre attraktivt for indbrudstyven at begå indbrud i lejlighederne, i kælderrum og i cykelskuret.

“Når almindelige mennesker færdes i et boligområde, vil der være en naturlig overvågning, som er et vigtigt redskab til at skabe mere tryghed. Overskuelige og indbydende udearealer med god belysning giver også beboerne større tryghed, men husk at have styr på hvem der har adgang til gårdrummet,” siger Hans Peter de Place.

Det indebærer også, at området skal holdes rent og pænt.

“Det er vigtigt, at ejendomsadministrationen vedligeholder området og sørger for at få fjernet graffiti, skrald og generelt holde området pænt. Det sender et signal til både beboere og potentielle indbrudstyve om, at her er trygt, og vi passer på hinanden,” siger Hans Peter De Place.

Men det skal ikke bare se ud som om, at beboerne passer godt på hinanden, de skal også praktisere det. Hvis man for alvor vil have en tryg og indbrudssikker bolig, er det nødvendigt, at beboerne i ejendommen også tager ejerskab.

Effektiv nabohjælp i etageejendomme

FAKTA:

I 2020 blev der anmeldt cirka 17.500 indbrud i Danmark. Over 3.400 af de indbrud skete i lejligheder. Det svarer til hvert femte indbrud.

Det Kriminalpræventive Råd står bag konceptet Nabohjælp, som især er udbredt i parcelhusområder, hvor naboer holder øje med hinandens huse, når de ikke er hjemme. Men Nabohjælp er ikke kun for villakvarterer. Ordningen kan også bruges i etageejendomme.

“Nabohjælp i etageejendomme kan være, at man tømmer postkassen eller skubber posten helt ind i postkassen under ferie, at man ikke lemfældigt lukker folk ind ad hoveddøren, at man siger hej til folk i opgangen og generelt er opmærksom og hjælper hinanden,” siger Hans Peter de Place, og fortæller, at det har vist gode resultater.

Med de rigtige metoder kan man forebygge indbrud og øge trygheden for beboerne.

I både Sverige og Danmark er der foretaget undersøgelser af Nabohjælp i etageejendomme. Erfaringerne fra begge lande er, at Nabohjælp forebygger indbrud og fremmer trygheden. Den svenske undersøgelse viste et fald i kriminalitet på op til 36 procent efter, at der blev indført nabohjælp i et boligområde.

3 GODE RÅD MOD INDBRUD:

  1. Sørg for solide døre og vinduer med gode låse.

  2. Skab et trygt boligområde med god belysning og vedligeholdelse.

  3. Etablér nabohjælp.

Nabohjælp kan endda være med til at skabe et godt naboskab, som rækker ud over den enkelte opgang.

Der er den ekstragevinst, at beboerne oplever en større grad af tryghed. Nabohjælp kan fungere som en fælles referenceramme og som en anledning til at komme hinanden ved og få et godt fællesskab. 

Artiklen er skrevet af Charlotte Ruge, Kommunikationsmedarbejder, Det Kriminalpræventive Råd.

Denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.