Deadline for Københavns Kommunes solcellepulje nærmer sig


D. 1. maj 2023 åbnede Københavns Kommune en ny solcellepulje, der giver tilskud til, at andels- og ejerboligforeninger kan købe en privat rådgiver, som kan screene ejendommens solcellepotentiale.


At afgøre om jeres ejendom er egnet til solceller kræver ekspertise, da der er mange faktorer at tage hensyn til. Er der tilstrækkelig plads på taget eller facaden? Er der tilstrækkelig sollys, eller er der skygger fra træer og skorstene? Er der arkitektoniske hensyn at tage, og hvordan påvirker det økonomien?

En privat rådgiver kan hjælpe med at besvare disse spørgsmål, så I har det nødvendige grundlag til jeres bestyrelsesmøde eller generalforsamling. Puljen indeholder 1 million kr. i både 2023 og 2024 og er en del af Københavns Kommunes Solcellehandlingsplan, der sigter mod at øge brugen af solceller i byen.

Fristen nærmer sig

Husk, at ansøgningsfristen nærmer sig. Støttebeløbet dækker 50% af rådgiverudgiften, op til 15.000 kr. Ansøgningsfristen er 1. oktober 2023.

Solceller på byens bygninger er en vigtig del af Københavns mål om bæredygtighed, og vi opfordrer alle med interesse til at søge. Læs mere om solcellepuljen på byfornyelsespuljer.kk.dk.

Der er flere tilskud at søge

Københavns Kommune har en en række initiativer, der hjælper boligforeninger med at forbedre ejendommen. Derfor er der puljer til flere forskellige tiltag og projekter. Til Min Boligforenings Gå-hjem møde, kan I høre oplæg fra Københavns Kommune om, hvilke muligheder der er for at søge tilskud til forskellige projekter!