Sådan er du garanteret en professionel administrator


Når I skal vælge ny administrator til at administrere jeres andels- eller ejerboligforening, kan det være lidt af en jungle. Men hvis I vælger en administrator, der er medlem af EjendomDanmark, er I sikret en professionel samarbejdspartner.


Der er mange hensyn, der skal tages, når man skal vælge ny administrator. Men hvis man vælger et medlem af EjendomDanmark, er man kommet et meget langt stykke i forhold til at vælge den rigtige administrator. For som medlem skal en administrator følge et sæt etiske normer. De etiske normer har eksisteret siden 2007 og udgør rammen for, hvordan man som administrator skal opføre sig over for blandt andet kunder, lejere og myndigheder. Administrator skriver blandt andet under på, at klientens midler holdes adskilt fra egne midler, samt at virksomheden har en kriminalitets- og ansvarsforsikring.

Ejendomme (38).jpg

“Det er en blåstempling at være medlem af EjendomDanmark. Det skal vi selvfølgelig værne om. De etiske normer skal være med til at skabe en øget stolthed, kvalitet og konkurrence i branchen,” siger Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i EjendomDanmark.

Et medlemskab der forpligter

EjendomDanmark reviderede i 2016 de etiske normer, og der bliver nu blandt andet stillet større krav til uddannelse af administratorerne. Kompleksiteten i arbejdet som administrator er stærkt stigende. De etiske normer har derfor til formål at styrke administratorerne på flere områder.

Kunderne skal være trygge og vide, at hvis man vælger en administrator, der er medlem af EjendomDanmark, så får man en ydelse af høj kvalitet.

“Vi kan med de nye etiske normer bedre sikre, at alle administratorer har fokus på at yde en professionel indsats, og vi kan i sidste ende ekskludere et medlem, som ikke vil leve op til branchens fælles standarder”, siger Jannick Nytoft. Ejer- eller andelsboligforeninger, der er utilfredse med deres administrator, har mulighed for at klage til EjendomDanmark. Der skal indbetales et mindre klagegebyr, men det refunderes, hvis klager får medhold.

Der bliver nu blandt andet stillet større krav til uddannelse af administratorerne

Kig efter logoet

Ejendomsadministratorer, der er medlem af EjendomDanmark, skal synligt henvise til deres medlemskab på deres hjemmeside, hvor administratorerne som oftest vil gøre det ved at bruge EjendomDanmarks logo. “Kunderne skal være trygge og vide, at hvis man vælger en administrator, der er medlem af EjendomDanmark, så får man en ydelse af høj kvalitet”, slutter Jannick Nytoft.

Om EjendomDanmark

Ejendomme (37).jpg

EjendomDanmark er en erhvervsorganisation for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom i Danmark. Organisationens medlemmer dækker cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked. Som organisation sørger vi for, at branchens synspunkter bliver hørt i ministerierne og på Christiansborg. EjendomDanmark har et etableret netværk på den politiske scene i ind- og udland og et omfattende netværk af samarbejdspartnere på det danske og det internationale ejendomsmarked. En af organisationens vigtigste opgaver er at arbejde for, at branchens stemme giver genlyd i medierne og den offentlige debat. Derudover er det organisationens mål at bidrage til udviklingen af en faglig stærk og professionel ejendomsbranche.

Artiklen er skrevet af Jannick Nytoft, Administrerende direktør, EjendomDanmark.

Denne og andre artikler kan læses i seneste udgave af Magasinet Min Boligforening.