badeværelse

Billigere renovering af badeværelset


Badeværelset er lejlighedens dyreste rum at renovere/ombygge. Der er utallige krav, der skal overholdes. Men måske kan det gøres billigere end først forventet?


Hvis du ønsker at udskifte gulvfliserne på badeværelset, så skal både gulv- og vægfliserne udskiftes, for der skal påsmøres en ny vådrumsmembran, lyder det ofte fra mureren.  Og det bliver dyrt.

Er det nu også korrekt?

For nye badeværelser og renovering af badeværelser er der udarbejdet en SBi-anvisning nr. 252, der udkom i 2015 og erstattede den tidligere SBi-anvisning 200 fra år 2001.

Man skal være opmærksom på, at der principielt "kun" er tale om en anvisning, dvs. ikke lovkrav, men det er en anvisning, der henviser til bygningsreglementet BR18, så ud fra det er det principielt "lovtekst". I forhold til den tidligere anvisning, så gør SBi-anvisning 252 mere ud af renovering af badeværelset, og her er principielt nogle lempelser/specifikationer i forhold til tidligere.

iStock-673657156.jpg

En væsentlig ændring kan ses i kap. 5.1, hvor man definerer og opdeler i større indgreb og mindre ændringer.

"Mindre ændringer kan derimod foretages, uden at nugældende regler skal opfyldes. F.eks. kan fliser på et gulv eller en væg udskiftes, uden at der stilles krav om udlægning af en vandtæt membran. Ligeledes vil udskiftning af sanitet eller faldstammer ikke medføre krav om opfyldelse af nugældende krav, men vandtætheden skal bibeholdes".

I ovenstående tekst henviser man til "vandtætheden" af konstruktionerne – og den skal selvfølgelig bibeholdes. Du kan derfor udskifte dine gulvfliser til nogle nye, uden at der skal anvendes vådrumsmembran.

Det er en god idé at anvende en vådrumsmembran i forbindelse med udskiftning af gulv og vægfliser – men ikke et krav

Krav overfor fornuft

Det er naturligvis en god idé, og fornuftigt, at anvende en vådrumsmembran i forbindelse med udskiftning af gulv og vægfliser  – men ikke et krav. Så det giver altså en række muligheder for at shine dit badeværelse op for væsentlig færre midler end tidligere og stadig være i overensstemmelse med gældende anvisning.

Ønsker man f.eks. nye gulvfliser, men vægfliser sidder perfekt, de har dog bare en "forkert" farve, så giver det mulighed for i større omfang at "genanvende" vægfliserne, ved at opsætte nye på eksisterende og/eller ændre overfladen med struktur/cementpuds eller lignende, bare vandtætningen af væggene bibeholdes. Sanitet kan friskes op ved samme lejlighed, og så har man et "nyt" badeværelse.

Du kan udskifte dine gulvfliser til nogle nye, uden at der skal anvendes vådrumsmembran.

Andre krav 

Der er selvfølgelig fortsat mange krav, der skal overholdes, når der etableres badeværelse.

Der skal være fald på flisegulvet mod gulvafløbet. Det er væsentligst og meget praktisk i det område, hvor der bades og kommer vand, men faldet må godt reduceres i den øvrige del af badeværelset, f.eks. foran spejl og vask, hvor man gerne vil stå på et lige gulv. Gulvet må bare aldrig have bagfald.

Der skal være "bassinvirkning". Det betyder overordnet, at der skal være en niveauforskel (højdeforskel) på min. 30 mm fra overkant af gulvafløbsrist og til overkant af et vandfast dørtrin, dvs. vandet skal blive inde i vådrummet, selvom det stuver lidt op.

Husk aftræk fra badeværelset. Det er dumt at blænde det oprindelige, naturlige aftræk i loftet, fordi der skulle opsættes gipsplader med spot, som ny belysning på badeværelse. Det ses, selvom man ikke skulle tro det, og medfører ofte ubehagelige skimmelskader m.m.

Der er derfor fortsat mange krav, som fagfolk skal have styr på, og i sidste ende er det deres ansvar, at de bliver overholdt - selvfølgelig konstruktionsmæssigt, men også forsikringsmæssigt.

Artiklen er skrevet af Michael Spove, direktør, B.K. Consult A/S

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening.