Spar på energien i foreningen – og vær med til at sænke klimabelastningen i Danmark


Som forening kan I tage skridt til at reducere CO2-belastningen af jeres ejendom – og dermed forbedre bæredygtigheden. Det mest nærliggende er at gå jeres energiforbrug efter i sømmene


30 % af Danmarks CO2-udledning sker i byggeriet – og 2/3 af den udledning kommer fra den energi, vi bruger inde i bygningerne. Derfor er der meget at hente ved, at boligforeninger i Danmark sparer på energien og gennemfører tiltag, der sikrer mere bæredygtige løsninger i boligejendommen. 

Hvis I er i tvivl om, hvor jeres energiforbrug ligger sammenlignet med andre etageejendomme, kan I starte i Videncentrets nøgletalskatalog. Her er der indsamlet forbrug for ca. 200 etageejendomme og udregnet nøgletal for forbrug af varme, vand og el i boligforeninger.

energirenovering giver klimagevinst

Selvom der også er et CO2-udslip forbundet med produktion af nye byggematerialer, herunder isoleringsmaterialer, er der alligevel for langt de fleste energiforbedringer en CO2-fordel ved at energioptimere frem for at lade være.

Desuden er det lovpligtigt at energiforbedre ejendommen i forbindelse med renovering; udskifter man f.eks. ejendommens tag, skal der efterisoleres op til det niveau, der er rentabelt over en horisont på 30 år.

Andre gode energiforbedringer er at skifte vinduer, men først når de alligevel trænger til udskiftning. Har I opvarmning med gas eller olie, siger det sig selv, at det er fordelagtigt at skifte til fjernvarme, hvis det kommer til jeres område. Alternativt kan I overveje et helt eller delvist skift til varmepumpe.

I Videncentrets nøgletalskatalog kan man sammenligne eget forbrug med 200 andre ejendomme.

Også CO2-fordele i den gode drift

Boligforeninger kan opnå klimabesparelser ved at sikre, at foreningens anlæg og systemer til enhver tid drives og vedligeholdes optimalt. Ved at lave de rette justeringer kan I nemlig sænke jeres energiforbrug og dermed også klimabelastningen. Samtidig er der de samme ekstra fordele som ved energirenovering, nemlig at I sænker driftsudgifterne og kan øge komforten for beboerne. 

Derfor er det vigtigt, at ejendomme og særligt dens tekniske anlæg drives og vedligeholdes ordentligt.

En god metode til at holde styr på energiforbruget er det, man kalder energistyring. Det dækker over en systematisk kontrol af energiforbrugets størrelse og en sammenligning af det målte forbrug med det budgetterede forbrug. Er der væsentlige afvigelser, skal I få lavet en analyse for at finde årsagerne – og om nødvendigt foretage ændringer. Det kan f.eks. være indregulering af de tekniske anlæg, forebyggelse af stærkt energiforbrugende adfærd fra beboerne eller ændringer på de tekniske anlæg.

LED-belysning og styring giver de helt store gevinster

Hvis I ikke allerede har installeret LED-belysning og tidsstyring af belysning på alle fællesarealer (opgange, vaskerier m.v.), er det bare om at komme i gang. Her er der meget store økonomiske og CO2-mæssige besparelser at hente, og investeringen tjener sig selv hjem på ganske kort tid.

Boligforeninger kan opnå klimabesparelser ved at sikre, at foreningens anlæg og systemer til enhver tid drives og vedligeholdes optimalt.

Gå en tur i varmekælderen

Det er en god ide at indstille ejendommens varmeanlæg og system til varmt brugsvand efter behovet. På den måde kan I begrænse unødvendigt varmeforbrug til et absolut minimum. I skal bl.a. en tur i varmekælderen for at tjekke, at brugsvandstemperaturen ikke er højere end 55 °C, og at varmekurven er indstillet så lavt som muligt. Det er også en god ide at afbryde cirkulationspumper til cirkulation af centralvarme, når fyringssæsonen er slut, og varmetilførslen til bygningens centralvarmeanlæg er afbrudt.

Kører ventilationsanlægget, som vinden blæser?

Det grundlæggende krav i bygningsreglementet til ventilation i boliger er, at der i beboelsesrum såvel som i boligen totalt skal der være en udelufttilførsel på mindst 0,30 l/s pr. m² opvarmet etageareal. 

Har ejendommen et ventilationsanlæg, skal det indstilles, så driften er nøje tilpasset behovet for at spare energi og dermed sænke CO2-belastningen. Der skal være et konstant grundluftskifte i etageboliger, og så skal luftmængderne kunne øges automatisk, når folk går i bad eller laver mad. Dette skal naturligvis ikke vare længere end højst nødvendigt. Derfor er det vigtigt, at luftmængder og -temperaturer samt driftstider hele tiden svarer til de reelle behov for hvert enkelt anlæg.

Det gode indeklima er en del bæredygtigheden

Mange bygninger døjer med indeklimaproblemer, hvilket ikke er bæredygtigt i længden. Indeklimaet har stor indflydelse på menneskers trivsel og sundhed. Derfor er det vigtigt, at I tager hånd om problemer med støj, træk, kulde, høje temperaturer og luftkvalitet, herunder tilstrækkelig ventilation.

Mange bygninger døjer med indeklimaproblemer, hvilket ikke er bæredygtigt i længden.

Sæt fokus på adfærd

I foreningen kan I også opnå klimagevinster ved at sætte fokus på klimarigtig adfærd blandt beboerne. Det kan handle om at opfordre til at spare på varmen generelt og at huske at skrue ned for varmen, når man går fra vinter og ind i sommerhalvåret. Samtidig er det en god ide at minde om, at beboerne bør lufte ud hver dag, hvis der ikke er ventilationsanlæg – men ikke for meget. Tre gange om dagen i ca. fem minutter er passende og gerne i forbindelse med badning. For at holde energiforbruget nede bør vinduer og døre være lukkede resten af døgnet i vinterhalvåret.

Husk energien i vedligeholdet

At arbejde med 10-årige vedligeholdelsesplaner for ejendommen er generelt hensigtsmæssigt for at sikre, at ejendommen drives og vedligeholdes hensigtsmæssigt. Ved at tage ønsker om at reducere energiforbruget med ind i disse vedligeholdesplaner kan energirenovering og -forbedringer planlægges og gennemføres hensigtsmæssigt, man får et bedre og opdateret overblik over behovet, og man kan sikre, at ejendommen bevarer sin stand og værdi.

Artiklen er skrevet af Pia Rasmussen, leder af Videncenter for Energibesparelser i Bygninger.

Denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.