vandforsyning

Nye vaner med blødgjort vand på Frederiksberg


Med blødgjort vand kan alle på Frederiksberg se frem til at bruge mindre knofedt på at fjerne kalk i hjemmet. De skal desuden vænne sig til at bruge mindre doser rengøringsmidler, vaskemiddel, sæbe og hårprodukter.


Endelig. Efter nogle år med vandværksbyggeri, indretning og test er der blødgjort vand i Frederiksbergs vandhaner. Det har været på borgernes ønskeliste længe, for på Frederiksberg er vandet i udgangspunktet meget kalkholdigt, med hvad der følger af bøvl med tilkalkning – især hjemmenes badeværelser og køkkener har været hårdt ramt.

Frederiksbergs vand går fra at være hårdt til middelhårdt – eller fra at have en hårdhed på 30 dH til at have en hårdhed på 8-12 dH. Det er en måleenhed, der står for Deutsche Härte.

Blødere vand kan give en anden smags- og sanseoplevelse, men først og fremmest er vandet som altid af høj kvalitet.

Godt for miljøet 

Der er også en økonomisk og miljømæssig gevinst for samfundet, for når vi bruger mindre rengøringsmiddel og sæbe, er der mindre fosfor til spildevandet. Det letter renseprocessen, og det forventes at give en høj energibesparelse og dermed en reduktion i CO2-udledningen. Den samfundsmæssige gevinst er beregnet til 1,5 kr. - 8,5 kr. pr. m3 blødgjort vand. Gevinsten er størst, hvor vandet er hårdest - f.eks. på Frederiksberg. 

Vandet er blødgjort til 8-12 dH, der svarer til middelhårdt vand. Bliver vandet under 8 DH, altså blødt vand, øges risikoen for korrosion på vandrør og installationer, dvs. at rørene bliver utætte. Risikoen for korrosion ved middelhårdt vand er derimod minimal.

Anbefaling om at slukke for lokale blødgøringsanlæg

Når der kommer blødgjort vand i hanerne, så betyder det, at de lokale blødgøringsanlæg bliver overflødige. Anbefalingen fra Frederiksberg Forsyning i samarbejde med Frederiksbergs miljømyndighed er, at man slukker for anlæg baseret på ionbytning, hvis vandet skal bruges til at drikke eller til madlavning. Hvis anlægget ikke slukkes, kommer indholdet af natrium nemlig til at overskride grænseværdien. For stort indtag af natrium kan udgøre en sundhedsrisiko for sårbare grupper.

Fakta om blødgjort vand

  • De fleste vil formentlig ikke kunne smage forskel, mens andre vil kunne smage, at sammensætningen af komponenter i vandet er anderledes. 

  • Der er kritiske røster, som advarer mod at fjerne kalk fra vandet, fordi vi mennesker har behov for kalk. Men vi fjerner ikke kalken helt, og desuden er der rig adgang til at indtage kalk i den almindelige danske kost. 

  • I det nye vandværk fældes kalken på sand ved hjælp af lud (NaOH) - kalken krystalliserer sig om sandkorn, så der dannes små kalkpellets, der falder til bunds og bliver fjernet. I denne proces hæves pH-værdien, så der tilsættes CO2 for at gøre pH-værdien neutral igen.


Artiklen er skrevet af Lotte Lindboe, kommunikationskonsulent, Frederiksberg Forsyning.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2023.