Giv beboerne billigt og bedre internet


Når andels-/ejerforeningen etablerer et netværk med hurtigt internet, kan hver beboer spare tusindvis af kroner om året. Men kun hvis foreningen selv ejer netværket!


Mange bliver overraskede, når de opdager, at boligforeningen ikke ejer de kabler i ejendommen, som forsyner lejlighederne med internet. I de fleste ejendomme ejes kablerne af et forsyningsselskab, som f.eks. Yousee/TDC, og det giver højere internetpriser til beboerne. 

Et forsyningsselskab, som ejer internetkablerne i en ejendom, skal efter lovgivningen åbne for, at andre udbydere kan bruge kablerne og levere internet til beboerne. Men hvad mange ikke er opmærksomme på er, at forsyningsselskabet til gengæld kræver, at den nye udbyder, som f.eks. kan hedde Fastspeed eller Hiper, betaler en lejeafgift for at bruge kablerne. Denne lejeafgift gør naturligvis internetforbindelsen dyrere for de enkelte beboere.

Foreningen kan vælge at fjerne det fordyrende mellemled ved at tage ejerskab over ejendommens internetkabling. Når foreningen selv ejer kablerne i ejendommen, kan den frit vælge internetudbyder, og dermed kan beboerne spare tusindvis af kroner på internet hvert år. Det er en mulighed, som et stigende antal boligforeninger benytter sig af.

Hvordan tager foreningen ejerskab over netværket i ejendommen?

Det kan være vanskeligt for foreningen at få ejeren af kablerne (f.eks. Yousee/TDC eller Fibia) til at afgive ejerskabet til netværket i ejendommen, fordi de naturligvis nødigt vil opgive den solide indtjening. 

I den situation kan boligforeningen dog sagtens tage sagen i egen hånd og installere et netværk med nye stik i lejlighederne. Dette netværk fungerer sammen med det eksisterende netværk til internet og tv. Når der er to netværk i ejendommen, giver det beboerne større valgfrihed. Nu kan de nemlig vælge det nye, billige internet i tillæg til de eksisterende muligheder for tv/internet i det ”gamle” netværk. Erfaringerne viser dog, at mange beboere i den situation vælger helt at opsige tv-pakkerne og skifter over til tv-streaming.

De to typer af netværk: FiberLAN er skabt til internet i etageejendomme  

Når man i dag installerer netværk til internet i en ejendom, er det baseret på fibernet, og man skelner mellem to typer af netværk: ”Fiber-To-The-Home” (forkortet FTTH) og FiberLAN.

Rådgivere anbefaler FiberLAN-netværk til etageejendomme, fordi FiberLAN kun koster omkring det halve at etablere i forhold til et FTTH-netværk, uden at kvaliteten bliver ringere. Således bliver internet billigere med et FiberLAN-netværk.

Med et FiberLAN-netværk har foreningen desuden et bredt udvalg af internetleverandører at vælge imellem, og derfor er det nemt at udskifte leverandøren i tilfælde af, at foreningen ikke er tilfreds med prisen, kvaliteten eller servicen hos leverandøren.

Det er en god forretning for foreningen selv at eje ejendommens kabler til internet

På den anden side er fordelene ved FTTH-netværket, at det er mere velegnet til spredt bebyggelse, fordi denne type af kabler er velegnede til udendørs installation og til større afstande. FTTH er altså særdeles velegnet i forbindelse med f.eks. parcelhuse og rækkehuse, som ligger spredt. Til gengæld koster et FTTH-netværk betydelig mere at installere. Af den grund ses foreningsejede FTTH-netværk sjældent, og hvis en forening vælger at få installeret et FTTH-netværk, som de ikke selv ejer, er man nået lige vidt i forhold til at spare beboerne for penge.

Guide: Sådan får I et netværk og vælger udbyder

  1. Beslut hvilken type netværk (FiberLAN eller FTTH), som passer til jeres ejendom. Etagebyggeri matcher normalt FiberLAN, mens spredt bebyggelse normalt matcher FTTH.

  2. Undersøg priser og vilkår hos de forskellige internetudbydere, der tilbyder FiberLAN eller FTTH til boligforeninger. Spørg omkring og undersøg anmeldelserne af de forskellige udbydere på Trustpilot. 

  3. Overvej om beboernes behov for internethastigheder og -priser er ensartede eller mere individuelle. Dvs. om alle beboere har brug for høje hastigheder, eller om nogle  foretrækker lavere hastigheder og dermed lavere priser. Derefter kan I lave et overslag over den gennemsnitlige besparelse, som beboerne opnår. Se også regneeksemplerne.

  4. Ud fra den gennemsnitlige besparelse pr. beboer kan I beregne hvor hurtigt etableringen af netværket er tjent ind. Regn med at etableringen af netværket koster ca. 3.500 kr. pr. lejlighed for FiberLAN og ca. 7.000 kr. for FTTH.

  5. Når I er parate, indhenter I nemt et konkret tilbud fra en eller flere leverandører, og så kan I overveje hvilket tilbud, der bedst matcher foreningens krav til kvalitet, pris og serviceniveau. Kontroller f.eks. også udbyderne på Trustpilot.

Artiklen er skrevet af Jakob Frederiksen, direktør i Fiberby.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2023.