Københavns Kommune giver tilskud til solcellescreening


Københavns Kommune fortsætter i 2024 solcellepuljen, der giver tilskud til andels- og ejerboligforeninger til køb af en privat rådgiver, der screener jeres ejendoms solcellepotentiale.


Andels- og ejerboligforeninger m.fl. kan søge om tilskud til at få en privat rådgiver til at vurdere, om foreningens ejendom er egnet til solceller. 

Det er ikke let på egen hånd at vurdere, om ens ejendom er egnet til solceller, og mange spørgsmål skal afklares; er der plads nok på tag eller facade, er der sol nok på taget eller er der træer eller skorstene, der skygger? Hvilke hensyn skal tages til bygningens arkitektur og en eventuel lokalplan? Hvordan kommer økonomien til at se ud?

Dette kan en privat rådgiver hjælpe jer med at finde ud af, så I har et beslutningsgrundlag til jeres bestyrelsesmøde eller generalforsamling.

Puljen indeholder 1. mio. kr. i 2024 og er et led i at gennemføre Københavns Kommunes Solcellehandlingsplan inden 2025.

I kan selv søge, eller jeres ejendomsadministrator kan søge med fuldmagt fra jer.

  • Støttebeløb: 50% af rådgiverudgiften, dog maksimalt 15.000 kr. inkl. moms. Hvis jeres ejendom ligger over flere ejendomsnumre, er der mulighed for tilskud op til 45.000 kr. inkl. moms

  • Ansøgningsfrist Først-til-mølle princippet og senest 1/9 2024.

Læs mere på www.byfornyelsespuljer.kk.dk.

Overvej dette, inden I søger puljen om en screening, eller inden I hyrer en rådgiver:

  • Er der plads til solceller på taget? Der skal helst være et sammenhængende egnet areal uden f.eks. skorstene og andet, der kan skygge for solcellerne.

  • Syd-, øst- og vestvendte tage er egnede til solceller, men ikke nordvendte eller skyggefulde tage, da solcellerne her ikke producerer nok strøm.

  • Skal jeres tag snart skiftes eller renoveres? Så er det typisk en rigtig god idé at få undersøgt, om det kan betale sig at opsætte solceller samtidigt, da I kan spare penge på stillads, og solceller muligvis kan indgå som tagmateriale. 

  • Er taget fladt, og kan solcellerne umiddelbart nemt monteres ovenpå? 

  • Har jeres ejendom et relativt højt elforbrug om dagen? Der er bedst økonomi i solceller, hvis strømmen kan benyttes samtidigt med at den produceres. Det kan være til ventilationsanlæg eller fællesvaskeri. Overvej også om solcellerne skal forsyne elforbrug i lejlighederne, hvis I er en boligforening.

  • Er der arkitektoniske forhold, der skal tages hensyn til? Og som kan medføre særlige krav eller begrænsninger ift. at opnå en byggetilladelse:

    • Er jeres bygning fredet, eller har den høj bevaringsværdi?

    • Er jeres bygning omfattet af en bevarende lokalplan, eller er den omfattet af en servitut, der siger noget om ejendommens tag eller arkitektoniske udtryk?

    • Er jeres bygning en del af et kulturmiljø, eller er den udpeget i kommuneplanen?

Det er ikke let på egen hånd at vurdere, om ens ejendom er egnet til solceller

Skal solceller dække jeres fælles elforbrug eller også noget af elforbruget i lejlighederne?

For at opnå den bedste økonomi for solceller på etageejendomme, kan det bedst betale sig at benytte strømmen selv i stedet for at sælge den til elnettet. Det er derfor vigtigt, at ejendommen har et forbrug af strøm, samtidig med at solen skinner om dagen og om sommeren. Skal strømmen kun benyttes i fællesforbruget, så kan strømmen benyttes i fællesvaskeriet og til belysning på trapper og gangarealer, hvorimod belysning af udearealer jo først benyttes, når solen er gået ned og derfor ikke kan benyttes direkte til at opnå bedre økonomi, uden der investeres i batterier mv.  

I nogle tilfælde kan beboerne også selv få glæde af den billige solstrøm i lejlighederne. Det kan det betale sig at benytte en rådgiver med viden om det såkaldte ”bag-måler-system” (se figuren) og lovgivningen på dette område. Gældende lovgivning giver i dag begrænsninger for at dele strøm på tværs af bygninger i samme andels- eller ejerboligforening, men det er muligt..

Alle har desuden ret til frit el-valg ifølge elforsyningsloven, og beboerne skal derfor vælge, at de ønsker at modtage den fælles strøm fra taget og derudover benytte en fælles el-leverandør til den resterende strøm. Beboerne skal derfor fraskrive sig retten til selv at vælge el-leverandør, men at dette gøres i fællesskab i ejendommen, når der benyttes et bag-måler-system.

Artiklen er skrevet af Mariann Anderson, projektleder, Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Klimaenheden

Læs den fulde artikel i Håndbogen for Min Boligforening, og bliv klogere på andre tilskudspuljer i Københavns Kommune