Hvad skal man vide, når man er ny i bestyrelsen?


Vi har samlet seks gode råd til dig, der er ny i bestyrelsen eller blot ønsker at blive klogere på bestyrelsesarbejdet.


»Som bestyrelse står vi for den daglige drift i boligforeningen. Det kan være kontakt til ejendomsserviceselskabet, praktikken i forbindelse med fraflytninger og meget mere«, fortæller Birgit Mortensen, der har været bestyrelsesformand i andelsboligforeningen AB Siesta i Glostrup i over 15 år. 

Bestyrelsesarbejdet omhandler ikke kun de praktiske opgaver. Det handler også om at sikre det gode fællesskab, uddyber Birgit Mortensen. »Vi sørger for en række sociale aktiviteter i foreningen som for eksempel fællesspisning efter generalforsamlinger, julearrangementer eller grill i gården efter arbejdsdage. Det er rigtig vigtigt at prøve at få alle med«.

iStock-1074435698.jpg

Her kan du læse seks råd, som er gode at have med, når du enten overvejer at blive en del af bestyrelsen, er nyt bestyrelsesmedlem eller blot ønsker at blive klogere på, hvad det vil sige at sidde i bestyrelsen. 

1. Det er vigtigt, at du har tid

Hvor meget tid bestyrelsesarbejdet kræver afhænger af mange faktorer såsom foreningens størrelse samt igangværende og kommende projekter.

»Hvis man har større projekter i gang, vil det give en del ekstra arbejde som for eksempel ugentlige byggemøder. Det gælder også i tiden op til et nyt projekt. Det kan kræve flere bestyrelsesmøder eller ekstraordinære generalforsamlinger, så man er nødt til at være indstillet på, at det kræver noget af en. Hvis man kommer i bestyrelsen, så skal man også være villig til at lave noget«, fortæller Birgit Mortensen, der selv har siddet som formand under en række større projekter i foreningen.

Hvis man kommer i bestyrelsen, så skal man også være villig til at lave noget

2. Deltag som suppleant først, hvis du overvejer at blive en del af bestyrelsen

Det er godt at have en vis diversitet i bestyrelsen - blandt andet i forhold til den aldersmæssige fordeling. Men det kan være svært at få alle med med, fortæller Birgit Mortensen.

»Mange har ofte meget andet at se til, så de tænker nok, at de ikke har tid. Hos os kan de der er interesseret komme ind som suppleanter til bestyrelsesmøder. Så kan man deltage, når man har tid og stadig få referater fra de møder, hvor man ikke kan deltage. Det er en god måde at få et indblik i bestyrelsesarbejdet og vurdere, om man har tid og lyst til at forpligte sig«.

3. Lyt, lær og vær nysgerrig

Det bedste man kan gøre, når man er ny i bestyrelsen er at lytte - både på de andre bestyrelsesmedlemmers erfaringer men også på fagfolk.

»Det kan være en god idé at hjælpe med at indhente tilbud til konkrete projekter og læse op på de forskellige virksomheder, der er på tale. På den måde lærer man meget og får samtidig et indblik i, hvad der foregår i foreningen«, fortæller Birgit Mortensen. Og så skal man heller ikke være bange for at stille spørgsmål, være nysgerrig og komme med idéer.

4. Husk at fremme Foreningens interesser og ikke dine egne

»Når man sidder i bestyrelsen skal man have foreningens interesse for øje - ikke ens egne«. Og når der skal træffes beslutninger, er det vigtigt også at have de øvrige beboere med på råd.

»Det er jo ikke kun bestyrelsens penge«, fortæller Birgit Mortensen, og uddyber, »men hvis noget er akut, skal man være klar til at handle, og spørge sig selv, om det er noget, man kan forsvare at bruge penge på. Det er et stort ansvar over for ejendommens øvrige beboere - for de skal føle sig hørt. Og jo mere information man kan give til beboerne, jo gladere er de, og jo bedre trives de«.

Jo mere information man kan give til beboerne, jo gladere er de, og jo bedre trives de

5. Husk, at du som bestyrelsesmedlem ikke er ekspert

Bestyrelsen hverken kan eller skal fungere som eksperter i større projekter. Selvom det er en ekstra udgift, kan det ofte godt betale sig at få fagfolk med om bord.

»Fagfolk ser mange ting, som vi som lægmænd ikke ser. En byggerådgiver kan hjælpe med, at projektet forløber, som det skal og lever op til de krav, som der er. Man kan på den lange bane undgå pludselige udgifter, hvis man har tilknyttet en ekspert«, fortæller Birgit Mortensen, der selv har oplevet, at hendes forening blev sparet for en ekstra regning, fordi de havde tilknyttet en byggerådgiver, der kendte til de gældende regler under et igangværende altanprojekt.

6. Tæt samarbejde i bestyrelsen

»Det er rigtig vigtigt, at man som formand kan uddelegere opgaver, så hele bestyrelsen er med«, fortæller Birgit Mortensen.

»Det nytter ikke noget, at man sidder som formand, og holder det hele for sig selv. Hvis man er væk, er der jo ingen, der aner noget«. Et tæt samarbejde mellem alle i bestyrelsen er vigtigt for en sund boligforening - både socialt og økonomisk.

Artiklen er skrevet af Emma R. Hansson, skribent, Min Boligforening.