Altan

Er I klar til at forbedre livet i lejligheden? Få inspiration til altan, vinduer og indeklima


Til vores kommende VidenSeminar Tirsdag d. 9. april sætter vi fokus på, hvordan altaner, nye vinduer og et sundt indeklima kan forvandle livet i lejlighederne.


Øget livskvalitet for beboerne 

En stor del af vores tid bruges indendørs på vores bopæl. Det har derfor stor betydning for livskvaliteten, at vi er komfortable og trives, hvor vi bor. Derfor sætter vi fokus på nogle af de nøgleelementer, der kan have betydning for beboernes livskvalitet til Min Boligforenings VidenSeminar om altaner, vinduer og indeklima.

Altaner: Din personlige oase i byen

En altan er ikke blot et ekstra rum; det er et fristed, hvor du kan få gavn af den friske luft, nyde udsigten samt skabe hyggelige og rolige øjeblikke midt i byens travle tempo. Altanen er beboernes private adgang til udelivet, og dem der ikke allerede har en, drømmer om det. Men reglerne for etablering af altaner kan være svære at overskue. Derfor vil vi til VidenSeminaret gå i dybden med emnet, så I er klædt godt på til et altanprojekt i fremtiden. 

Udluftning og naturligt lys har stor betydning for beboernes sundhed og livskvalitet.

Skab et sundere indeklima

Indeklimaet har en direkte indvirkning på vores trivsel og sundhed. Med den rigtige ventilation og brug af de rette materialer kan boligforeninger skabe et sundt og komfortabelt indeklima, der fremmer beboernes velvære.

Ved at have korrekt designet og vedligeholdt vinduer, der tillader tilstrækkelig udluftning og naturligt lys, kan boligforeninger forbedre indeklimaets kvalitet betydeligt. Dette skaber ikke kun et mere behageligt opholdsrum, men kan også bidrage til at mindske risikoen for problemer som skimmelsvamp og luftbårne allergener.

Sæt fokus på livet i lejligheden

Livet i lejligheden kan forbedres med den rette opmærksomhed på f.eks. altaner, vinduer og indeklima. Deltag til vores VidenSeminar, og hør eksperterne fortælle om, hvordan I gør lejlighederne i jeres forening det ideelle sted at leve, arbejde og trives til fordel for både nuværende og kommende beboere. 

Til VidenSeminaret vil der også være tid til, at eksperterne kan rådgive jer i forhold til de problemstillinger og spørgsmål, I har i netop jeres forening.



TILMELDING

VidenSeminaret afholdes tirsdag d. 9. april kl. 17:00 til 21:00

Hos Arbejdernes Landsbank (AL2), Nørre Voldgade 17, 1358 København K.

Det er gratis at deltage for boligforeninger.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig gratis her.

Altaner kræver hensynstagen til andre mennesker


Drømmen er altanen, der fungerer som en udendørs dagligstue, hvor man kan drikke sin kaffe i fred. Men naboerne kommer også tættere på – på godt og ondt.


I byen bor man tæt, og naboer kan ofte høres gennem væggen eller genboen skimtes gennem vinduet. Med tilføjelsen af altaner forstærkes det indkig i naboernes liv, da en del af den private bolig trækkes ud på bygningsfacaden. Grænser mellem private boliger markeres herved ikke kun af bestandige mure, men også i stigende grad af transparente altangitre og åbne altandøre. 

Det åbner boligen op og giver beboeren mulighed for at trække frisk luft, men det betyder også, at naboer og byliv kommer endnu tættere på – både fysisk, visuelt og lydligt. Særligt om sommeren, når dørene ofte står åbne, og der er aktivitet på altanerne, forandres grænserne mellem boliger og de fælles rum. 

Foto: BUILD

Foto: BUILD

Nogle beboere supplerer selv med nye grænser for at værne om privatlivet. Det kan være ved at sætte læhegn eller afskærmninger op, men også mere diskret gennem store kurvepotter, møbler eller voluminøs beplantning. Selvom altanen bliver dækket til med værn eller læhegn, kan andre sanseindtryk dog stadig krydse grænser; man kan høre hvad naboen taler om, og lugte hvad de skal have til aftensmad. Samtidig er der en klar norm om, at det er hyggeligt, hvis man ikke afskærmer sig for meget. Derfor fortæller flere beboere også, at grænser kan skabes mere subtilt ved at regulere kropssprog, f.eks. ved at vende ryggen til, eller tage høretelefoner på for at signalere, at man ønsker at være i fred.

Vil du vide mere om, hvordan I kan få altaner i foreningen? Så deltag i vores gratis VidenSeminar tirsdag d. 9. april og hør eksperter dele deres indsigt om altaner, vinduer og indeklima og få konkrete løsninger til at forbedre livet i lejligheden.


Naboskab over altankanten

Nogle naboer hilser eller snakker over altankanten, men så er det typisk fordi, der forud for kontakten er etableret en naborelation, eksempelvis ved at have hilst i opgangen eller til generalforsamlingen.

Med tilføjelsen af altaner forstærkes det indkig i naboernes liv, da en del af den private bolig trækkes ud på bygningsfacaden

Det kan både opleves som positivt og negativt, at naboerne kommer tættere på. Nogen mener, at det, at man i højere grad kan se hinanden på altanerne, bidrager til en øget tolerance, kendskab og kontakt. Livet i gårdrummet trækkes op ad facaden – og naboer får små indblik i hinandens liv, også selvom de ikke taler sammen. Her opleves åbningen af boligen mod byen og fællesskabet som et positivt signal. Andre fremhæver, at altanerne æder gårdens fælles rum, og at de mere diffuse grænser fører til nye typer af konflikter blandt beboerne, fordi man fra altanerne i højere grad konfronteres med naboens liv. 

Det kan især være udfordrende, hvis naboen har en markant anden dagsrytme, livsform eller normer end én selv. Ligeledes kan der også opstå konflikter i forbindelse med beslutning om altaner, hvis ikke alle beboere ønsker eller har mulighed for at få altan, eller de nye altaner forringer underboens lysindfald væsentligt.

Foto: BUILDDiagrammet viser den procentvise forekomst af aktivitet på tre case-ejendommes bygningsfacader med altaner. Registreringerne af aktivitet er foregået tre gange i hver ejendom på sommerdage med godt vejr i tidsrummet 17-21. Hver bevægelse …

Foto: BUILD

Diagrammet viser den procentvise forekomst af aktivitet på tre case-ejendommes bygningsfacader med altaner. Registreringerne af aktivitet er foregået tre gange i hver ejendom på sommerdage med godt vejr i tidsrummet 17-21. Hver bevægelse på en given altan er registreret, og en gang i timen er der registreret antallet af altaner, hvor der ikke forekommer liv eller bevægelse – de udgør kategorien ’Ingen aktivitet’.

Man bidrager selv til hyggen

I forbindelse med etablering af altaner opstår der ofte overvejelser om, hvorvidt man skal have nedskrevne regler for altanbrug, og i flere ejendomme er der enkelte regler, eksempelvis i forbindelse med grill, støj og inventar på altanen. 

Flere synes, at det er godt med regler for, hvordan beboerne må bruge deres altaner, fordi det potentielt kan mindske konflikter. Andre mener, at altanreglerne er unødvendige, fordi det væsentlige er, at alle viser hensyn til hinanden. Typisk er denne hensynstagen knyttet til nogle nye normer for naboskab, der forhandles løbende som altanerne skyder frem. Det handler især om, hvad der står fremme på altanen, og hvordan altanerne bruges. De fleste beboere er enige om, at det er upassende og endda skamfuldt, hvis der står skrald på altanen, eller hvis altanen primært bruges til rodet opbevaring.

Når dørene ofte står åbne, og der er aktivitet på altanerne, forandres grænserne mellem boliger og de fælles rum

”Man bidrager selv til hyggen”, siger en beboer, og fremhæver derved, at man i indretningen af altanens private rum også bør tage hensyn til, hvordan altanen påvirker gårdrummet, samt naboers og forbipasserendes udsigt. Ligeledes fortæller beboere om, at de tilpasser deres egen opførsel til altannaboernes opførsel. Mange er opmærksomme på ikke at støje til gene for naboerne, ligesom flere også fortæller om, hvornår det er passende og hensynsfuldt at tage kontakt til naboer på altanen. Selvom altanen er et uderum tilknyttet den private bolig, kræver altaner en anden hensyntagen til naboerne, end hvis man blot opholder sig inde i lejligheden eller i en afskærmet have.

Artiklen er skrevet af Marie Stender, Seniorforsker, Antropolog, Ph.d., BUILD, Aalborg Universitet & Maja Wolters, Praktikant, Stud. Scient. Anth., BUILD, Aalborg Universitet.

Både denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2021

Din egen altan - fra idé til virkelighed


Det er næppe tilfældigt, at ”altan” er et af de mest populære søgeord, når folk er på jagt efter en ny bolig. Ud over en øget livskvalitet for beboerne forhøjer den også værdien af ejendommen og gør lejlighederne attraktive. En altan er altid en god investering.


Vi lever i og bruger byen hele året rundt og gerne i de kolde måneder assisteret af en gasvarmer. Det samme gør sig gældende for altaner, der bliver brugt i mange af årets måneder. Altaner er således mere populære end nogensinde. For byboere er den vinduet mod verden og livet udenfor. En enestående plads, som tilføjer en spændende dimension til hjemmet. En plads der bruges til social samvær eller afslapning og rekreation. Altaner har formodentligt lige så mange anvendelsesmuligheder, som der findes mennesker, og ingen altaner ligner hinanden.

Altanen gør lejligheden lysere

Hvad mange ikke tænker på er, at en altan faktisk påvirker hele lejligheden. Da en ny altan ofte indebærer, at et vindue udskiftes med en stor altandør, vælger man at arbejde med glas og lyse farver, som reflekterer meget lys. På den måde bidrager altanen til at gøre lejligheden lysere. Samtidig kan det forbedre indemiljøet gennem bedre udluftning og dermed mindskes gener fra fugt, lugt og skimmelsvamp.

Kan man forestille sig et liv uden altan?

For byboere er altanen vinduet mod verden og livet udenfor.

De beboere, der allerede har en altan, kan ikke forestille sig et liv uden den. Og de beboere, som ikke har nogen altan, føler ofte, at der mangler noget. Derfor står altanen højt på ønskesedlen hos mange andels- og ejerboligforeninger i de større byer. 

Når man designer altaner, er det vigtigt at tage hensyn til ejendommens æstetik og arkitektur, hvor man ofte stræber efter at bevare bygningens følelse og identitet samtidig med, at man vil skabe en moderne og velfungerende altanløsning. Det er derfor vigtigt at gå nænsomt til værks for hvert projekt, uden at det betyder, at der er begrænsede valgmuligheder.

Første skridt til ny altan

Hvad gør man så, hvis man er interesseret i at få opsat sin egen altan? Det første skridt er ofte at undersøge, om der er flere i din boligforening, der også er interesserede i at få en altan. Derefter kan man sammen med bestyrelsen beslutte at danne en altangruppe, som får mandat fra bestyrelsen til at arbejde videre med at indhente forslag og tilbud.

De beboere, der allerede har en altan, kan ikke forestille sig et liv uden.

Myndighedstilladelser

Efter en beslutning er taget, skal der indhentes tilladelser fra jeres kommune. Til dette skal der bruges en række ingeniørberegninger og tegninger, og også her kan en rådgiver eller en altanleverandør sørge for at få det hele på plads på en let og smidig måde så hurtigt som muligt. En rådgiver eller leverandørs erfaringer i godkendelsesprocessen gør, at tingene kan gå igennem myndighedsbehandling en del hurtigere, end hvis man ikke har prøvet det før.

Når alle godkendelser og tilladelser er på plads, tager den tekniske rådgiver eller altanleverandørens montører og projektledere over, og foreningen behøver blot se på, mens jeres altanprojekt bliver realiseret.

Artiklen er skrevet af Johan Söderling, adm. direktør i Balco Altaner.

Denne artikel og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.

Skal I have altaner på ejendommen, udskiftet vinduer og optimeret indeklimaet? Deltag i vores gratis VidenSeminar og få svar på jeres spørgsmål!


I er inviteret til Videnseminar Tirsdag d. 9. april, hvor vi vil dykke ned i ‘Livet i lejligheden’, herunder emner som altaner, vinduer og indeklima.


Øget livskvalitet for beboerne 

En stor del af vores tid bruges indendørs på vores bopæl. Det har derfor stor betydning for livskvaliteten, at vi er komfortable og trives, hvor vi bor. Derfor sætter vi fokus på nogle af de nøgleelementer, der kan have betydning for beboernes livskvalitet til Min Boligforenings VidenSeminar om altaner, vinduer og indeklima. Vi inviterer jer til at deltage d. 9. april, hvor I kan høre eksperterne fortælle om, hvordan I gør lejlighederne i jeres forening det ideelle sted at leve, arbejde og trives til fordel for både nuværende og kommende beboere.

HØR OPLÆG FRA EKSPERTERNE

Vi har inviteret en række leverandører og rådgivere, der er eksperter i altaner,  vinduer og indeklima, som alle har stor erfaring med at arbejde for andels- og ejerboligforeninger. 

Til VidenSeminaret kan I blandt andet høre oplæg fra Balco Altaner, Arbejdernes Landsbank, Ingeman Fischer

Oplægsholderne vil kunne svare på jeres konkrete spørgsmål og ruster dermed bestyrelsen og boligforeningen til kommende projekter. Samtidig vil I i løbet af VidenSeminaret kunne netværke med andre boligforeninger, der står overfor samme type projekter.

TILMELDING

VidenSeminaret afholdes tirsdag d. 9. april kl. 17:00 til 21:00 i

Arbejdernes Landsbank (AL2), Nørre Voldgade 17, 1358 København K.

Det er gratis at deltage for boligforeninger.


Min Boligforenings gratis VidenSeminar er en god anledning til at få viden, inspiration og råd til kommende projekter i boligforeningen samt netværke med andre fremmødte bestyrelsesmedlemmer.

Lyset er en gave til de små rum


Det ekstra lys og uderum, en altan giver, er det hele værd - især i helt små lejligheder. Det kan de skrive under på i en andelsforening på Østerbro, der prioriterede hjælp fra rådgivere til hele altanprojektet.


Det dejlige lys og de ekstra kvadratmeter, en altan tilfører en lille lejlighed, er en gave til de små rum, siger Helle Friis, der bor på femte sal i andelsforeningen A/B Silkeborggade 29-31 på Østerbro. 

Som formand for altanudvalget har hun gjort sin del af arbejdet for at få etableret altaner i 20 af foreningens små lejligheder – et arbejde, der blev færdigt i sommeren 2021.

Men projektet var aldrig kommet i mål uden professionel rådgivning på sidelinjen, forklarer hun. Andelsforeningen har ØENS Ejendomsadministration A/S som administrator, og gennem deres tovholder hér fik de anbefalet en byggeteknisk rådgiver fra ingeniørfirmaet Bang & Beenfeldt, som viste sig at være guld værd.

”En ting var, at han kunne forholde sig til, hvad der indgik i tilbuddet og havde kendskab til altanbyggeri fra andre projekter, men da de gik i gang, kunne han også påpege mangler og ting, som håndværkerne skulle være opmærksomme på,” siger Helle Friis.

Væbn dig med tålmodighed, for der går nemt mellem 12-24 måneder fra første møder til færdige altaner.

Der var dog også brug for at trække på hjælp fra juristerne i ØENS Ejendomsadministration undervejs.

”Vi var egentlig først gået i gang med ét altanfirma med et tilbud, som vi syntes så rigtig fornuftigt ud, men så havde vi det lige forbi juristerne, og der var altså noget i kontrakten, de mente skulle ændres. Det ville det altanfirma ikke fravige, og så turde vi ikke skrive under,” fortæller Helle. 

Andelsforeningen gik tilbage til et af de andre tilbud, som var en lille smule dyrere, men til gengæld var tingene helt i orden, og juridisk set var der ingen problemer, vurderede rådgiverne.

Dejligt at få alle med

Før der er mulighed for at nyde aftensolen i en strandstol med udsigt over en af byens gårde, skal man dog væbne sig med tålmodighed, for både beslutnings-, ansøgnings- og byggeprocessen til altaner kan være en langstrakt fornøjelse. Helle Friis har boet i foreningen på Østerbro siden 2014, og allerede før, hun flyttede ind, har der været talt om altanprojekter, som er blevet droppet af forskellige årsager.

Projektet var aldrig kommet i mål uden professionel rådgivning på sidelinjen.

I 2019 vendte Helle tilbage til ideen sammen med en anden beboer. Andelsforeningen i Silkeborggade bestod på det tidspunkt af 24 små lejligheder på mellem 38 og 42 kvadratmeter. De fire i stueetagen kunne ikke få altaner, men er efterfølgende blevet lagt sammen til to. 

Det var dog ikke alle beboere, der var interesserede i altaner i første omgang. Én mente ikke, at han ville komme til at bruge den, men blev senere overtalt.

”Vi var glade for, at det lykkedes at få alle med - både af æstetiske hensyn, men også fordi det har en betydning i kroner og øre, hvis man skal have en vare, der er lidt attraktiv, når man efterfølgende skal af med lejligheden. Så vil det måske være ærgerligt at være den eneste, der ikke kan tilbyde en altan,” siger Helle Friis.

Selve finansieringen af projektet har bestyrelsen i andelsforeningen også fået hjælp til fra ØENS Ejendomsadministration, som har taget sig af de økonomiske detaljer og fået optaget byggekredit og efterfølgende lån. Fordi der har været ydelser i form af byggeteknisk og administrativ rådgivning, er altanerne blevet en anelse dyrere end oprindeligt tænkt.

Gode råd, hvis du overvejer altan:

  • Kom godt fra start, og alliér dig med professionelle rådgivere. Ofte begynder et projekt med, at man indhenter tilbud, som præsenteres på en generalforsamling, men hvis de ikke forinden er gennemgået af jurister og professionel rådgiver, kan de være mangelfulde, og man skal måske starte forfra.

  • Inddrag din ejendomsadministrator fra begyndelsen for at få den rette rådgivning og anbefalinger til byggeteknisk rådgivning.

  • Væbn dig med tålmodighed, for der går nemt 12-24 måneder fra de første møder til færdige altaner - bl.a. på grund af byggesagsbehandlingen i kommunen.

  • Hold god kontakt med naboer og styregruppen/tovholderen i din forening, og hjælp hinanden med at udlevere nøgler mv. til håndværkere. Flere forskellige faggrupper skal have adgang til lejlighederne for eksempelvis at flytte radiatorer, ordne gulve mv.

Kilde: Karina Bertram, byggesagsadministrator hos ØENS Ejendomsadministration A/S

”Det er småting i det store billede. Der er blevet løst mange opgaver, som jeg ikke selv kunne klare. Det var en lettelse for mig, at der blev taget hånd om vores spørgsmål. Hvis der havde været nogen her i ejendommen, der havde forstand på byggeri, så kunne man måske godt stå for projektet uden den type hjælp, men det var der altså ikke,” siger Helle Friis.

Altanerne har hævet andelshavernes månedlige ydelse med ca. 700 kroner, og foreningen valgte, at den stigende månedlige ydelse skulle være ens for alle i andelstankens navn, til trods for at altanerne er dyrere at etablere foroven end forneden, fordi murværket er tyndere, jo længere man bevæger sig op. Til gengæld er altanerne fra 1. til 4. sal større.

Nyt kig til gården

Det vigtigste argument for at få altan for andelshaverne på Østerbro var de ekstra kvadratmeter til de meget små boliger, men det viste sig efter byggeriet, at det ekstra lys var en uventet overraskelse. Når et vindue skiftes ud med en glasdør, gør det meget ved lysoplevelsen i en lille lejlighed.

”Lysindfaldet har gjort en stor forskel, selv om der i forvejen er meget lyst på femte sal. På grund af altandøren har vi nu et anderledes kig ned til gården uden at skulle hænge ud ad vinduet. Vi har en børneinstitution i gården, så det er ikke altid, man lige går derned, hvis man har brug for sol og lys. Man er mere tilbøjelig til at gå ud på altanen,” siger Helle Friis, der primært bruger sin altan til afslapning i aftensolen, som er fremme helt til klokken 21.30 i sommermånederne.

Artiklen er skrevet af Dorte Mosbæk, freelance journalist og Karina Bertram, Byggesagsadministrator, ØENS Ejendomsadministration.

Denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.

Altaner lukket med glas åbner for øget herlighedsværdi året rundt


Udnyt mulighederne: Altaner lukket med glas kan bruges hele året, og særligt i ældre ejendomme er der kontante gevinster at hente ifølge beregninger fra Statens Byggeforskningsinstitut.


Hvorfor investere i nye altaner i foreningen? Det skal man, fordi altanen tilfører den ekstra herlighedsværdi til boligen, som ikke bare kommer af ekstra opholdsrum, men også af helt nye muligheder for udeliv året rundt.

Foto: Sunparadise Danmark

Foto: Sunparadise Danmark

Bedre indeklima og trivsel

Der er mange fordele ved glasinddækkede altaner. Det er med til at reducere den daglige støj, som er usundt for os mennesker. Støj kan nemlig være en stor stressfaktor og give en række forskellige sygdomme. Forureningen udefra, som lukkes ind i din bolig med en åben altan, mindskes også. Det er med til at sikre et bedre indeklima i din bolig, hvilket har stor betydning for menneskers sundhed, trivsel og livskvalitet.

Altaner, som er lukket med glas, har også vist sig at have en gavnlig effekt på varmeregningen
Foto: Sunparadise Danmark

Foto: Sunparadise Danmark

Øger boligens værdi

Hvis du bor i lejlighed, er altaner med til at gøre en stor forskel. Altanen giver flere kvadratmeter til boligen, og fordi altanen kan lukkes af, kan den bruges året rundt.

Altanen er ikke kun værdifuld, mens du bor i boligen, men også hvis du ønsker at sælge din lejlighed i fremtiden. Både design, arkitektur og funktionalitet tilfører nemlig værdi til boligen.

Så er en ny altan prisen værd? JA siger ejendomsmægler Gitte Grønlund fra NyBolig på Frederiksberg.

"Lejlighedens merværdi efter opsætning af altanen øges som minimum med det dobbelte af den udgift, som altanen koster. Dvs. hvis udgiften til altanen udgør 100.000-130.000 kr., vil lejligheden kunne sælges for 250.000 kr. mere som minimum, når altanen er sat op.”

Lejlighedens merværdi efter opsætning af altanen øges som minimum med det dobbelte af den udgift, som altanen koster

Glasinddækning kræver specialister

For at få det fulde udbytte af en glasinddækning og sikre lang holdbarhed er det vigtigt, at man vælger en leverandør med stor erfaring på området. Erfaring er også vigtig for at finde de rigtige designmæssige løsninger, der samtidig matcher behov, økonomi og ønsker hos boligforeningen og beboerne. Vi inviterer gerne kunder forbi vores showroom i Roskilde til at opleve mulighederne og få en snak om, hvilke løsninger der bedst passer til ejendommen.

Artiklen er skrevet af Jesper Larsson, Sales and Marketing Manager, Sunparadise Danmark.

Denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening 2021.


Altaner på godt og ondt


Altaner er populære som aldrig før. Mange andelshavere og ejere af lejligheder ønsker at udvide lejlighedens brugsområde og areal og derfor opføres der titusindvis af nye altaner på eksisterende bygninger.


Altan.png

Overvejer din boligforening at lave eller renovere altaner?

Kom til

Min Boligforenings gratis Videnseminar.


RED_jonas-denil-721311-unsplash m overlay.png

5 trin for sikker altan

- Identificer din bygning

- Konstruktion af din altan

- Vurder din altans tilstand

- Vigtigt at vedligeholde

- Dialog med byggeteknisk rådgiver

Teknologisk Institut har netop lanceret to nye altanvejledninger målrettet bygningsejere. De to vejledninger skal hjælpe boligejere med henholdsvis de overvejelser der er, når man skal have en ny altan, og hvordan man finder ud af, om ens altan er sikker at færdes på. 

Det gode udeliv

Når man ønsker at etablere altaner på en eksisterende bygning, så skal man huske, at en altan har stor indvirkning på byens rum som helhed og oplevelsen af arkitekturen fra gade og gård. Samtidig kan en altan – på godt og ondt – påvirke den måde vi møder vores naboer på, når indeliv bliver til udeliv og både gode og dårlige vaner følger med udenfor.

- ”Det gode udeliv” kan være værdifuldt og man kan skabe det på flere måder, fx med altaner - men også ved prioritering af gårdmiljøer, tagterrasser, eller andet ”fælles” udeareal. Det er vigtigt, at man tidligt går i dialog med myndigheder, hvis man går med altantanker. Vi anbefaler, at man rådfører sig med en teknisk rådgiver, arkitekt eller ingeniør – gerne en, som man har tillid til - som man kan tilknytte projektet som bygherrerådgiver, forklarer Linda Jill Peitersen, som er en af forfatterne bag de nye vejledninger.

I vejledningen ”Skal I have ny altan”, kan man følge fem trin, som guider igennem processen. 

- Ideen er at man skal prøve at ”tænke lidt ud af boksen” og blive udfordret på det at få en altan. Der er mange faldgruber og her kan det også være en god ide at sparre med en bygherrerådgiver, som kan udfordre jer på jeres ønsker om altaner. Er der fx andre muligheder? Hvilke altaner klæder bygningen? Og hvilke udfordringer er der? Det er ikke kun ”lutter lagkage” at få en altan, understreger Linda Jill Peitersen.

Vejledninger målrettet ikke-fagfolk

Hent vejledningerne “Skal I have ny altan” og “Er min altan sikker” på www.gi.dk.

De to nye vejledninger er udarbejdet med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI) og bygget op som trin-for-trin vejledninger, hvor man går igennem 5 trin, som er vigtige at være opmærksom på inden for de respektive emner – ”Er min altan sikker?” og ”Skal I have ny altan?”

- Vi har valgt at trin-opbygge vejledningerne, så det er nemt at gå til både at tjekke altanens tilstand og undersøge, om man kan få monteret en altan på sin bygning. Der er udfordringer forbundet med begge emner og vejledningerne er også tænkt som et dialogværktøj i forhold til at tage en snak med fagfolk om altanens tilstand samt med myndigheder – oftest kommunen - om mulighederne for en ny altan, slutter Linda Jill Peitersen.

Begge vejledninger er målrettet boligejere, lejere, ejerforeninger og andre, som enten har en altan, hvor de er i tvivl om tilstanden eller som ønsker at få monteret en altan på en eksisterende bygning. Formålet med vejledningerne er at give læseren et redskab til, dels at undersøge altanens tilstand og eventuelt gå i dialog med en fagperson, samt at komme rundt om de mange vigtige emner, der skal adresseres, når man ønsker at få en altan eftermonteret.

Hos Grundejernes Investeringsfond, som har støttet udarbejdelsen af de to vejledninger økonomisk, ser man de to nye vejledninger som et rigtig godt værktøj for boligejere og lejere.

- Der er brug for de her vejledninger derude og vi håber, at de bliver taget godt imod hos målgruppen. I vejledningerne er der lagt vægt på, at de skal kunne læses af ikke-byggefaglige boligejere og lejere, og samtidig får man en rigtig god forståelse for både opbygningen af en altan samt selve bygningens arkitektoniske værdi, hvilket særligt er vigtigt, når der eftermonteres altaner. Vejledningerne er også hands-on og består fx af checklister og spørgsmål, som er en hjælp til at gå i dialog med både naboer, fagfolk og myndigheder. Alt i alt et rigtig godt værktøj til boligejerne, siger Søren Meyer fra GI.

Om vejledningerne

Vejledningerne er udarbejdet af Teknologisk Institut med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI).

Begge vejledninger kan hentes online, og kan bestilles gratis i trykt eksemplar hos GI, så længe lager haves. Hent publikationer på www.gi.dk 

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening

Skrevet af Birgitte Leth, Teknologisk Institut

Hvordan bliver altanprojektet en succes?


Det er utrolig fristende at give sig i kast med en altantilbygning på ejendommen. Men det er værd at overveje at få en uvildig byggeteknisk rådgiver med i processen, for selvom det synes mere enkelt med altaner end udskiftning af taget, så kan projektet godt forvolde problemer.


Altan.png

Overvejer din boligforening at lave eller renovere altaner?

Kom til

Min Boligforenings gratis Videnseminar.


Foto: MMAKE

Foto: MMAKE

Når en rådgiver bliver kontaktet af en bestyrelse med et ønske om rådgivning i forhold til altaner, så starter vi altid processen med en afklaring af, hvad der overhovedet kan lade sig gøre på selve bygningen. Det handler ikke kun om æstetik men også størrelsen af altanerne, placering på bygningen, krav fra myndigheder, forhold i lokalplaner, servitutter på ejendommen og lignende. Nogle kommuner – eksempelvis København og Frederiksberg - har dedicerede altanmanualer og retningslinjer, som skal følges, og det er sjældent kendt.

4 gode råd ved altantilbygning:

  • Overvej en uvildig rådgiver til projektet

  • Tjek myndighedskrav, lokalplaner, servitutter, særlige altanmanualer mv.

  • Udarbejd et godt udbudsmateriale

  • Vær opmærksom på vedtægterne i foreningen, når bygningens brug ændres

Et veldefineret projekt er vejen til succes

I alle byggeprojekter får man den bedste oplevelse ved at være velforberedt, men hvad vil det sige at være velforberedt, når det kommer til altaner? Det handler blandt andet om et præcist og detaljeret budget, der indeholder alle arbejdsområderne, byggepladsomkostninger, afsat sum til uforudsete udgifter, eksempelvis rådskader, samt et beløb til korrekt bortskaffelse af miljøskadelige bygningsmaterialer m.v.

Herefter skal der udarbejdes et udbudsmateriale, der tager højde for gældende krav fra myndigheder, bygningens forudsætninger og beboernes krav. Jo bedre projektmaterialet er, desto større er chancen for at få sammenlignelige tilbud fra de bydende altanfirmaer, samt en velafbalanceret oplevelse når projektet skal udføres.

»Selvom det synes mere enkelt med altaner end udskiftning af taget, så kan projektet godt forvolde problemer«

Foto: MMAKE

Foto: MMAKE

Kvalitetssikring og byggestyring

Med en god rådgiver på sidelinjen får bestyrelsen også en hjælpende hånd i forhold til både kvalitetssikring og byggestyring. Det kan være en næsten umulig opgave at forholde sig til kvaliteten af arbejdet, og tit overses fejl og mangler, fordi lægmands øje ikke er trænet til formålet. Når vi som rådgivere hos MMAKE fører tilsyn med byggeriet, kan vi hurtigt se, om arbejdet er udført korrekt – og er der afvigelser fra tegningerne, så kan vi sikre, at der korrigeres for det, mens byggeriet står på. Vi kan også hurtigt komme med en løsning, hvis det viser sig, at bygningen har rådskader, som skal udbedres med det samme.

En tidsplan der overholdes

Et altanprojekt er en længere proces bl.a. fordi myndighederne skal godkende projektet af to omgange dvs. henholdsvis en arkitekt- og konstruktionsgodkendelse. Hvis dette ikke foregår korrekt, vil  projektet i mange tilfælde blive væsentligt forsinket. Vores erfaring er, at tidsplanen også af andre årsager skrider, hvilket er til stor frustration for bestyrelsen og beboerne. Med en dygtig byggeteknisk rådgiver ved hånden får boligforeningen som bygherre en sparringspartner, der kan føre en kvalificeret dialog med leverandøren og udfordre eventuelle forklaringer og overskridelser af tidsplanen.

Alt i alt er der en række helt oplagte fordele ved at bruge en byggeteknisk rådgiver. Det giver simpelthen en mere tryg proces med færre bekymringer og med bedre styr på budgettet.

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening

Skrevet af Martin Melander og Mads Møller Madsen, MMAKE