taglejlighed

Godt forarbejde giver succes med salg af tørreloft


Når en ejer- eller andelsboligforening sælger tørreloftet til en ejendomsudvikler, der etablerer taglejligheder, kan projektet strække sig over flere år. Det er især perioden før kontraktunderskrivelse, som bestyrelsen skal fokusere på.


Fordelene er mange, når en ejer- eller andelsboligforening sælger tørreloftet til en ejendomsudvikler, som etablerer taglejligheder: Ejer- eller andelsboligforeningen får et nyt tag, nye pulterrum i kælderen og måske en sum penge eller yderligere renovering af ejendommen. Ejendommen bliver bedre isoleret. Og de nye beboere i taglejlighederne betaler til fællesudgifterne, så ejer- eller andelsboligforeningen kan sætte den løbende betaling ned.

Bestyrelsen er som regel med hele vejen i projektet, men det er især perioden før kontraktunderskrivelse, som kræver en indsats.

Unavngivet.png

Tagets tilstand

Humlen i handlen er et nyt tag. Derfor skal det først afdækkes, om eller hvornår det eksisterende tag er udtjent, så bestyrelsen i god tid kan forklare ejer- eller andelsboligforeningens medlemmer, hvorfor det ikke længere kan svare sig at reparere taget – og hvad det vil koste at skifte det. Bestyrelsen bør lade en fagmand undersøge taget, men en høj grad af krakeleret eller manglende mørtel i tegltagets understrygning, lysindtrængning mellem tegl og vandindtrængning er typiske tegn på, at taget bør skiftes.

 

Rådgivere med referencer

Når ejer- eller andelsboligforeningens medlemmer giver bestyrelsen grønt lys til at undersøge muligheden for at sælge tørreloftet, skal den samtidig afsætte penge til en byggerådgiver, som kan afdække ejendommens samlede behov for renovering, formulere kravene til salget af tørreloftet og være med til at vælge de ejendomsudviklere, der byder på opgaven. Desuden skal der kobles en advokat på, som bl.a. skal sørge for garantistillelse. Både når det gælder byggerådgiver, advokat og i sidste ende valg af ejendomsudvikler er gode referencer fra tilsvarende projekter altafgørende. Kontakt gerne bestyrelserne direkte i de projekter, der bliver refereret til.

 

God generalforsamling

De økonomiske fordele ved at sælge tørreloftet taler for sig selv. Ikke desto mindre kan der være beboere i ejer- eller andelsboligforeningen, som er imod et salg. Som bestyrelse kan man imødegå utilfredshed ved en god afvikling af generalforsamlingen. Send forslaget ud sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, og gør det i god tid. Ting, som en beboer måske umiddelbart er imod, modnes, når vedkommende har tid til at tænke over dem. Vælg en god dirigent og skarp referent på generalforsamlingen. Især referenten er vigtig, da dokumentationen kan være vigtig på et senere tidspunkt. Og sørg for, at hele forslaget er fremsat, før diskussionen starter.

Både denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening

Skrevet i samarbejde med Artur Slupinski, VELUX Danmark A/S