renholdelsesopgave

Københavns Kommunes fortovsrenholdelse


I forsommeren 2018 dukkede en sag om Københavns Kommunes fortovsrenholdelse op i medierne. Sagen har fået betydning for mange andels- og ejerboligforeninger.


Sagen handler om, at Københavns Kommune har overtaget renholdelsen af fortovene i en del af byen – navnlig på Vesterbro –  til stor irritation for mange boligforeninger. Kommunen har opkrævet ret store beløb for denne ”ydelse”, og mange har følt, at de ikke fik noget for pengene.

Nogle foreninger har ment at ordningen var overflødig, fordi de allerede havde deres egen vicevært, mens andre blot har undret sig over de ret store regninger, som de har modtaget for en ydelse, som de har haft svært ved at få øje på.

cobblestone.jpg

De beløb,

som kommunen havde opkrævet, var langt højere end det, som private virksomheder tilbød.

Udbud gav tilbudspriser langt under kommunens opkrævning

Allerede for et par år siden blev kommunen gjort opmærksom på, at den slags opgaver skal sendes i udbud i henhold til vejloven, og Cobblestone og Winsløw Advokatfirma har gennem de seneste år kæmpet en kamp mod Københavns Kommune om denne sag.

I foråret 2018 gennemførte kommunen endeligt et EU-udbud af renholdelsesopgaven, og det viste, at de beløb, som kommunen havde opkrævet, var langt højere end det, som private virksomheder tilbød at udføre opgaven for. Kommunen fik tilbudspriser, der i nogle tilfælde var under 1/10 af det, som kommunen har opkrævet hos grundejerne!

Samtidig havde en whistleblower i Kommunen anmeldt ordningen til intern revision og oplyste at flere ledende medarbejdere havde søgt at dække over ulovlighederne.

Dette blev lagt frem på at møde i maj måned i Teknik- og Miljøudvalget, hvor forvaltningen blev pålagt at fremkomme med en nærmere redegørelse og tilbagebetale det for meget opkrævede til borgerne.

Foreløbigt tilbagebetales 17,5 mio. kr.

»En whistleblower i kommunen anmeldte ordningen til intern revision.

«

Senere i juni besluttede Borgerrepræsentationen at ordningen skal fastholdes, men at der skal gennemføres et nyt udbud, således at det i fremtiden ikke bliver kommunens folk, der forestår fortovsrenholdelsen. I stedet bliver det private operatører, der kan gøre det billigere end kommunen.

Senest har Teknik- og Miljøudvalget i oktober besluttet at tilbagebetale 17,5 mio. kr. til borgerne, men sagen er stadig ikke undersøgt til bunds, ligesom der også stadig verserer sager, hvor borgere kræver at få tilbagebetalt alle betalte beløb i de sidste 3 år.

Samlet set betyder det, at borgerne kan se frem til at få penge tilbage, selvom det endnu ikke ligger fast om det ”kun” bliver 17,5 mio. kr. eller om der kommer mere.

Politisk set medførte det, at det blev besluttet at iværksætte en uvildig advokatundersøgelse, der skulle tage stilling til, hvilke beløb de enkelte grundejere skal have betalt tilbage. 

Fra politisk side blev der også ytret ønsker om at grundejerne skal have tilbagebetaling uden videre.

Ordningen var ulovlig

Kommunen har allerede meddelt, at en udlicitering af opgaven vil betyde at kommunen skal skille sig af med en række medarbejdere. Det er endnu ikke afklaret, om skandalen også vil få konsekvenser for nogle af de chefer, der har stået for ordningen, og som har ladet den køre videre i årevis, selvom de vidste, at ordningen både var ulovlig, og at der blev opkrævet for høje beløb.

Hos Cobblestone er denne sag et eksempel på, at det som boligforening kræver professionelle og proaktive rådgivere for at kunne gennemskue et sagskompleks og føre en retssag mod f.eks. en offentlig myndighed som Københavns Kommune.

Både denne og andre artikler kan læses i Håndbogen for Min Boligforening

Skrevet af Finn Träff, Cobblestone Administrationshuset