Mindre varmeregning med en god byggeproces


En manglende plan for hvordan energirenoveringsprojektet gribes an, er ofte årsagen til at forventningerne til energibesparelser i boligforeninger ikke indfries.


Foto: SBI

Foto: SBI

Når ejendomme med andels- og ejerboligforeninger renoveres for at opnå energibesparelser, er der flere eksempler på, at beboernes forventninger til en mindre varmeregning ikke bliver indfriet. En årsag er ofte, at der ikke fra starten har været en klar plan for, hvordan renoveringsprojektet skulle gribes an. Dette er baggrunden for udgivelsen af SBi-anvisning 269, ’Energirenovering af større bygninger – metode og proces’. Anvisningen samler viden og værktøjer om energirenovering og opstiller fem faser med angivelse af relevante aktører og fokusområder, som beboerne og deres rådgivere kan tage udgangspunkt i. Energibesparelse er ikke et enkelt tal. Anvisningens retningslinjer bygger på input fra en bred kreds af byggeriets parter. Desuden er der inddraget erfaringer og viden fra dansk og international forskning om emnet.

“Erfaringerne viser, at i de tilfælde, hvor energirenoveringsprojekter møder udfordringer, så skyldes det ofte, at viden går tabt i overgangene mellem faserne og i skiftet mellem de forskellige aktører. Det skal anvisningen være med til at forebygge ved at opliste meget klart, hvem der skal levere hvad i hvilken fase, og hvordan den opsamlede viden løbende dokumenteres”, siger forskningschef Søren Aggerholm fra SBi. “Samtidig må beboerne også gøre sig klart, at en forventet energibesparelse ikke på forhånd kan opgives som et enkelt tal. Energibesparelsen vil altid være et spænd med en vis usikkerhed, der afhænger af, hvor præcise data der er til rådighed, og hvor detaljeret de anvendes”, forklarer Søren Aggerholm og understreger, at energirenovering især bliver rentabel, når tiltagene gennemføres i forbindelse med almindelig renovering.

Afstem forventninger tidligt

Energichef Hans Andersen fra ejendomsforvaltningsselskabet DEAS har i en række konkrete energirenoveringsprojekter oplevet, hvor vigtigt det er med en god proces og præcise forudsætninger. “Vi ser det som en absolut forudsætning for et energirenoveringsprojekts evne til at indfri de opstillede mål, at man lægger et præcist spor for den kommende byggeproces”, forklarer Hans Andersen og fremhæver, at SBi-anvisningen ansporer bygherren til at bruge tid på at forventningsafstemme i de tidlige faser. “Mange af anvisningens konklusioner er de samme, som vi kender fra kender fra vores energiprojekter. Det er en god investering at bruge tid på forventningsafstemningen tidligt i processen. Her er SBi-anvisningen en stor hjælp, fordi den forklarer, hvordan man analyserer dynamikkerne i energiforbruget. Jeg kan kun anbefale andre at tage den i brug allerede i udbudsmaterialet for at sætte retningen”, siger Hans Andersen.

Lejligheder har stort energiforbrug

Bygninger står for omkring 40 pct. af Danmarks samlede energiforbrug, hvoraf den største del går til opvarmning. Det er især i de mange boliger fra byggeboomet i 1960’erne og -70’erne, hvor energiforbruget er stort, og der er et stort potentiale for at opnå energibesparelser. “Reduktion af bygningers energiforbrug er et vigtigt element for at nå de politiske mål om, at Danmark bliver uafhængig af fossile brændstoffer i 2050. Energibesparelser gennemføres bedst og billigst, når bygninger alligevel skal renoveres. Det er derfor vigtigt at sikre, at renoveringsprocesserne tilrettelægges således, at man opnår så mange energibesparelser som muligt”, forklarer kontorchef Henrik Andersen fra Energistyrelsen, der med støtte fra Grundejernes Investeringsfond har finansieret anvisningen. Anvisningen er resultatet af et samarbejde mellem bygherreforeningen, Grundejernes investeringsfond, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, SBi, Dansk Byggeri, Bygningsstyrelsen og Energistyrelsen. Rådgivningsfirmaerne Niras og Moe har udarbejdet materialet til anvisningen, som herefter er udgivet af SBi.

Du kan læse mere om energirenovering og SBi-anvisning 269, ’Energirenovering af større bygninger – metode og proces’ på https://sbi.dk/anvisninger/Pages/269-Energirenovering-af-stoerre-bygninger-metode-og-proces-1.aspx. På hjemmesiden er der link til en liste med en lang række publikationer og værktøjer til, hvordan der kan spares på varmen i andels- og ejerlejligheder.


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Niels Samsø Nielsen, SBi